Som så mange andre er jeg bekymret over den udvikling, der præger både vores samfund og vores uddannelser disse år. Optagetheden af kontrol og forudsigelige, målbare resultater i alle aspekter af livet er problematisk af mange grunde, og ikke mindst fordi den marginaliserer legen. Det udgør en væsentlig trussel mod vores livskvalitet, og paradoksalt nok også mod de resultater vi er så opsat på at måle, herunder ønsket om at forandre verden til det bedre. Denne udvikling er med al tydelighed slået igennem i hele vores uddannelsessystem, hvor vi i en misforstået jagt på “læringsmaksimering” er i fuld gang med at underminere grundlaget for, at børn og unge bliver rustet til at navigere, agere og leve et godt liv i en kompleks og kaotisk verden.
“But it’s wrong to think of playing as the interruption of ordinary life. Consider instead playing as the underlying, always-there continuum of experience” – Richard Schechner
For mig er leg ikke blot “for sjov”, “for børn” eller “spild af tid”. Leg er ikke blot en aktivitet, men også en særlig sindstilstand og måde at møde verden på. Det “legende” definerer, udvider og omkonfigurerer en persons repertoire af handlemuligheder. Legen er udtryk for en deltagelseskultur, hvor de legende indgår i en løbende forhandling om formål, mål og regler. Hvorfor leger vi? Hvordan skal legen foregå? Hvem indtager hvilke roller? Dermed er legen afhængig af, at de legende forstår hinanden og sammen kan få legen til at fungere. I den henseende giver legen os mulighed for at afprøve nye roller og nye måder at være sammen, og dermed også hvordan vi kan finde sammen, altså hvordan samfundet kan indrettes. Hermed føjes en etisk dimension til legen, hvor vi undersøger hvad vi opfatter som “rigtige” og “forkerte”, “gode” og “dårlige” måder at indgå i små og store fællesskaber. Det forudsætter en veludviklet empatisk sans, som kan styrkes yderligere gennem leg med andre.
How do we discover who we are? How do we determine the character of the world in which we live? And how do we decide what we can do in a world so configured? […] we learn about ourselves and the world— and about the intersection of these two realms— through acts of play. – Thomas S. Henricks
Legen er altså vævet tæt sammen med den dannelsesopgave, der stadig står centralt i folkeskolens formålsparagraf, og jeg er sågar overbevist om, at mennesker der lærer (og tør) at være legende, også er mennesker, der er bedre klædt på til livet.
Når vi har indrettet et system, der frygter og søger at udgrænse legen, så er det selvfølgelig fordi leg i sin natur er svær at kontrollere og forudsige. Det er jo legens styrke, og det vi i virkeligheden har brug for er netop det uforudsigelige, det kreative og det nytænkende, der ikke kan tæmmes. Leg er ikke noget, vi skal hive ind i skolen som et simpelt instrument til træning af dette eller hint eller som en gulerod afkoblet fra fagligheden. Hvis legen skal have en meningsfuld rolle i skolen (og det mener jeg jo så absolut den skal), så skal det ske på legens præmisser (se også dette blogindlæg). Derfor har vi behov for rum til at tale om legen, udforske den og eksperimentere med den.
Nu hvor der desværre er så meget mere fokus på læringsmål end leg, så besluttede jeg for nogle år siden at starte et lidt andet sted. Parallelt med mit arbejde med uddannelse arrangerer vi derfor, for tredje gang, CounterPlay festivalen, som afholdes 14.-16. april på Dokk1 i Aarhus. Formålet med festivalen er netop at skabe et rum, hvor vi, på tværs af fag- organisations- og landegrænser kan udforske legens mange muligheder. Med festivalen siger vi højt, tydeligt og forhåbentligt helt umisforståeligt, at legen er vigtig for os alle, både når vi lærer, arbejder og lever. Vi fokuserer både på, hvordan legen og det legende mindset kan øge glæde og livskvalitet, og hvordan vi kan blive mere empatiske, nysgerrige, kreative og innovative.
Festivalen rummer, ud over hele dannelsesperspektivet, flere konkrete temaer og aktiviteter, som peger direkte ind i skolens univers. Det gælder selvfølgelig “Making Education Playful”, men også “Reconfiguring the Playful Maker”, og “Developing a Language of Play”, for hvordan argumenterer vi for legens legitime plads i skolen uden et kvalificeret fælles sprog? Første udgave af programmet er netop offentliggjort, og jeg er ret overvældet over hvor mange spændende mennesker fra hele verden, der har lyst til at være med.
Jeg er samtidig smerteligt bevidst om, at festivalen ikke kan ændre alverden, det siger sig selv, men jeg mener, at vi må starte et sted. Vi må opdyrke fællesskaber og skabe en bevægelse. Det er selvfølgelig ikke muligt at ændre alting fra den ene dag til den anden. Tværtimod må vi væbne os med tålmodighed, og tage små skridt i retning af den verden, vi drømmer om. Vi kan skabe rum til leg og eksperimenter inden for de nuværende rammer og strukturer, og på den måde kan vi, på længere sigt, skubbe til selvsamme rammer
De første to år har mange lærere og pædagoger deltaget, og forhåbentlig kan vi fortsætte den udvikling. Der er intet jeg hellere vil end bidrage til en mere legende kultur på vores uddannelser. Det er på høje tid.
