[et_pb_section fb_built=”1″ admin_label=”section” _builder_version=”3.0.47″][et_pb_row admin_label=”row” _builder_version=”3.0.48″ background_size=”initial” background_position=”top_left” background_repeat=”repeat”][et_pb_column type=”4_4″ _builder_version=”3.0.47″ parallax=”off” parallax_method=”on”][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]
“Demokratiske dannelsesprocesser foregår ikke let som en leg, for ingen leg er let. Men de begynder i leg” (Toft & Hansen, 2017)
[/et_pb_text][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]
Vi oplever i disse år en bekymrende “demokratisk recession”, der rammer de fleste, hvis ikke alle, af verdens demokratier, de unge og mere skrøbelige såvel som de lidt ældre, vi vist troede var ganske robuste. Truslerne mod demokratiet, oplevede og reelle, kommer både udefra, indefra og “ovenfra”. Udefra sker det i form af forskelligartede “fremmede kræfter”, oftest karakteriseret som religiøs fanatisme og terror, men der foregår også stadig hyppigere forsøg på destabilisering og underminering af tillid til samfundets institutioner, bl.a. gennem hackerangreb og brug af “bots”. Truslen indefra finder i højere grad sted inden for de eksisterende demokratiske institutioner, i form af stadig mere totalitære strømninger, der hævdes at være nødvendige for at beskytte demokratiet. Den mest udbredte forklaring kobles til frygten for “terror”, som bruges til at legitimere fx massiv overvågning og indgreb i privatlivsbeskyttelsen, men også neoliberalismen, “new public management” og lignende fænomener fører til mere central styring og kontrol, mindre frihed og demokrati. Det er et påtrængende og alarmerende paradoks, at vi forventes at acceptere fundamentalt udemokratiske tiltag i demokratiets navn. Endelig udgør ureguleret kapitalisme og den stadig større koncentration af penge og magt hos få, globale aktører også et voksende demokratisk problem. Hvordan håndterer vi, med demokratiske midler, virksomheder der i vid udstrækning og tilsyneladende uden konsekvenser kan overskride demokratiets grundprincipper?
Disse tendenser skaber en eksistentiel, demokratisk krise, og vi er uden tvivl mange, der, som undertegnede, kæmper med en undertiden nærmest lammende, apatisk fortvivlelse, for hvad kan vi overhovedet stille op? Er vi som individer ikke allerede sat så grundigt ud af spillet, langt væk fra indflydelse og magt, at al handling er nytteløs?
Den tanke er nærliggende, men uacceptabel, ja ligefrem rædselsvækkende, og vi må modsætte os den for enhver pris. Tværtimod trænger vi til at revitalisere demokratiet, at vække det til live og fremmane al dets iboende vilterhed og ustyrlige mangfoldighed.
Efter min bedste overbevisning må demokrati forstås som mere og andet end repræsentativt demokrati, parlamentarisme og partipolitik. Det er måske nok her, den store politiske magt traditionelt er forankret, men det er til gengæld også her inertien er størst. På dette niveau virker demokratiet metaltræt, stivnet, frosset fast i former, der fremmedgør os snarere end vækker engagement og håb. Det er næppe her, vi finder vejen ud af krisen, ikke her de første skridt i en ny retning skal tages.
Demokrati må også, og måske i endnu højere grad, være noget vi gør som borgere og civilsamfund, hverdagshandlinger og en grundlæggende livspraksis. Det må indebære en accept af mangfoldighed, og en åbenhed for at vi kan indrette os på mange forskellige måder i det samme samfund. Samtidig må vi huske på, at samfund jo netop handler om, at vi skal finde sammen, på tværs af uenigheder. Demokrati kan ikke alene leve af konsensus og homogene grupperinger, demokrati kan ikke være statisk, men må formes i en aldrig afsluttet forhandling mellem borgere og stat (Reestorff, 2017), hvor den der vil styre også på samme tid må lade sig styre (Toft & Hansen, 2017). Demokratiet og vores mange forskellige holdninger skal have lov at flyde mere frit, idet vi modsætter os ensretning og konformitet:
The prime task of democracy ‘is not to eliminate passions, not to relegate them into the private sphere in order to render rational consensus possible, but to mobilize these passions and give them a democratic outlet” (Reestorff, 2017)
Det er ret tydeligt, at vi mangler de rum, hvor vi sammen kan “gøre demokrati”, hvor vi kan “mobilisere vores passion”, og hvor vi, med tilstrækkelig gensidig respekt, kan udfordre og kvalificere hinandens forestillinger om demokrati. Det er ellers ikke fordi det skorter på gode intentioner i en række lovtekster og erklæringer, som det eksempelvis fremgår af folkeskolens (glimrende!) formålsparagraffens stk. 3:
“Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Jeg er vild med disse sætninger, men jeg fornemmer og frygter, at heller ikke folkeskolen aktuelt har de bedste vilkår for at børn og voksne sammen kan øve sig på demokrati.
Mens vi på den ene side altså har forbandet svært ved at identificere og etablere disse rum, så trives de i bedste velgående i helt andre sammenhænge, nemlig når vi leger sammen. Jeg har over en årrække og gennem utallige helt konkrete, jordnære eksperimenter observeret, hvordan legen tilbyder “en ustyrlig deltagelseskultur der bygger på direkte demokrati” (Toft, 2018).
[/et_pb_text][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2017/02/IMG_1277-Medium.jpg” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]
Når vi eksempelvis afholder CounterPlay festivalen, så træder mennesker med vidt forskellige baggrunde fra hele verden ind i et rum, hvor legens direkte demokrati udfolder sig og blomstrer. Deltagerne accepterer den grundlæggende præmis om, at her må vi, som et mangfoldigt legefællesskab, indgå i demokratiske forhandlinger om, hvordan vi kan være sammen som mennesker.
Legen skaber stemninger, hvor vi kan udfordre reglerne, overskride forventningerne og skabe nye erkendelser. En leg er kun rigtig god, hvis man er nærværende, sætter sig selv på spil, hvis man lytter og respekterer de andre, hvis man tager hensyn, og hvis man finder en måde at være sammen på, som giver alle en god oplevelse. Leg kræver en omfordeling af magten, så alle har indflydelse på legens udformning og udvikling, og ingen bestemmer det hele. Vi er alle aktive deltagere i legen, og dermed også i den verden, hvor legen foregår. Når vi leger med hinanden forhandler vi ret beset meningsfulde måder at være og leve sammen som mennesker. I disse “legeforhandlinger” er meget på spil og der “forhandles og afhandles løbende, ligesom nye legegrænser sættes, når noget forekommer at være de legende enten for meget eller for lidt” (Toft & Hansen, 2017). Her kan også opstå egentlige stridigheder, men:
“de fleste gode legere godt ved, at uendelige stridigheder ødelægger legen, og derfor er gode legere også interesseret i, hvad man kunne kalde kvalitetsstridigheder. De udfolder legen, de ødelægger ikke. Kvalitetsstridigheder er præcis dem, der gør, at man pludselig kan kan vise egne ideer til legen bedre, fordi man må insistere på dem, eller når man pludselig møder andres positioner og opdager, at de er interessante eller udfordrende. Stridighederne åbner med andre ord ens øjne for, at tingene kunne være anderledes.” (Skovbjerg, 2016).
Der er ingen garanti for, at leg fører til demokrati, eller at legerne formår at realisere “kvalitetsstridigheder”. Legen og demokratiet må jo netop forstås som ikke-lineære, uforudsigelige og ustyrlige fænomener. Det afgørende er, at legen kommer til at virke. Den skal simpelthen have lov til at være leg før man begynder at lede efter læringsmål og synlige tegn på demokratisk dannelse. Hvordan ved man da, at leg virker? Det ved man, hvis man leger med, for det er dem der leger, der kan mærke, helt ned i maven, når legen er god. Man kan dog også tit se det ved at observere de legendes energi og engagement. Eller som Benjamin Zander rammende beskriver i en populær TED-talk:
I realized my job was to awaken possibility in other people. And of course, I wanted to know whether I was doing that. How do you find out? You look at their eyes. If their eyes are shining, you know you’re doing it. You could light up a village with this guy’s eyes.
Vi skal simpelthen skabe flere muligheder for skinnende øjne på mennesker, der indgår i demokratiske legehandlinger med hinanden. At lade demokratiet udfolde sig på legens præmisser minder os nemlig også om, at demokrati er noget vi lever, og at det ikke kan eksistere afsondret fra passion, begejstring, glæde, drømme og håb. Tværtimod.
Derfor vil jeg foreslå at vi udvikler “demokratiske legelaboratorier” som kan finde sted i skoler, selvfølgelig, på biblioteker, museer, ude i det offentlige rum, og overalt hvor mennesker, børn, unge og voksne, kan mødes. Disse laboratorier skal først og fremmest kunne rammesætte den gode leg, og det kan variere fra her til der. Dernæst skal de skabe kollektive samtaler og refleksioner om sammenhængen mellem legens forhandlinger og det demokratiske medborgerskab. De vil kunne tilpasses og tematiseres omtrent alle aldersgrupper, fra de yngste til de ældste, for alle kan lege og alle kan mærke hvornår legen er god.Måske kan vi fylde lege og materialer i en bus, gøre laboratorierne mobile – demokrati på hjul?
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]
Luckily for me, most students seemed to understand the relevance of a debate staged in the library, others, however, had their doubts as to what a festival of play was doing, first of all in the library, and second of all, why it involved adults. 
Det ligger dybt i legens natur at modsætte sig simple kategoriseringer, og det bliver derfor frugtesløst at lede efter én definition, der kan favne alle legens forskelligartede forekomster
Det står i kontrast til den udbredte opfattelse, at leg udelukkende er relevant for børn og de voksne, der har med børn at gøre, enten privat eller professionelt. Leg er naturligvis vigtigt for børn, fordi leg er den måde, de bedst undersøger livet. Legen er central i børns dannelse og identitetsskabelse, når de forhandler relationer, roller og deres plads i verden. Det er vigtigt at lære at lege for at lære at høre til, men også for at tilegne sig en række centrale færdigheder og kompetencer, der vanskeligt kan sættes på formel. Derfor er det uhyre problematisk, grænsende til det katastrofale, når børn tilbringer en stadig større del af deres liv i institutioner, hvor legen udgrænses til fordel for det altoverskyggende fokus på “læringsmaksimering”, måling og styring. Hvis man finder plads til legen i skolen i dag, så er det ofte fordi man tror, det kan gøre det nemmere at få børn til at nå mere eller mindre arbitrære læringsmål, de på et senere tidspunkt kan testes i. Dermed reduceres legen til endnu et simpelt styringsredskab, der ikke levner megen plads til børnenes egen nysgerrighed. Legen er ganske vist tæt forbundet med læring, men ikke i den snævre forstand, som skiftende undervisningsministre typisk taler om det. Det er derimod den form for læring, der ifølge Knud Illeris er “grundlæggende […] lystbetonet på linje med andre livsopretholdende funktioner”. Vi lærer altid når vi leger, men det vi lærer er ikke nødvendigvis umiddelbart målbart eller kompatibelt med formelle læreplaner. Det er læring drevet af nysgerrighed og lyst, hvor vi udvikler vores handlemuligheder og relationer til andre mennesker. Dermed er legens læring også en læring, der handler om at udforske det ukendte uden at vide hvor man ender eller hvordan man forandrer sig selv og omgivelserne på rejsen.
Den del af legens grundlæggende væsen, der ikke tjener noget formål andet legen selv står i tydelig kontrast til det fremherskende samfundsparadigme, der måske bedst er indfanget med idéen om “konkurrencestaten”. Her har mange politikere, offentlige institutioner og private virksomheder et stærkt interessefællesskab, idet de alle synes at have gavn af stadig større ensretning og forudsigelighed for at øge arbejdsomheden, produktiviteten, forbruget og væksten. Man kan få det indtryk, at disse aktører drømmer om konformitet og om at fastfryse samfundet i én permanent og strømlinet form i effektivitetens navn. Dette massive fokus på konformitet og målbarhed risikerer imidlertid at spænde ben for den innovation og forandringsparathed, som vi helt afgjort behøver. Legen spiller en anden melodi, for den stræber ikke efter perfektionen og det formfuldendte, men spirer og blomstrer i sprækkerne og det uperfekte, hvor der er plads til fantasien. Legen er drevet af indre modsætningsforhold, og i stedet for at søge en permanent ligevægt udspiller den sig bedst i konstant bevægelse. Det betyder også, at legen er betydeligt tættere koblet til demokrati og aktivt medborgerskab, end man måske lige skulle tro. Et levende demokrati er jo netop, præcis som legen, afhængig af uenigheden, striden og forhandlingen, og af viljen til at udforske og forholde sig til alt det, man endnu ikke kender eller forstår. Det kan derfor undre at de fleste politikere sjældent udviser nogen forståelse af leg, der rækker ud over den rendyrkede instrumentalisme. I det lys er det næppe videre kontroversielt at hævde, at legen i sin natur er mere demokratisk sindet end de fleste af de folkevalgte.
Som med de fleste holdbare forandringer, så giver det mening at starte i det små i stedet for at tro, vi kan lave alt om med et trylleslag. Tænk legen med i din hverdag, men uden at skulle gennemføre radikale omvæltninger. Skab rum til leg i din fritid og på dit arbejde, også selvom der ikke er børn tilstede. Der er meget inspiration at hente, hvis vi blot skærper vores blik og opmærksomhed. Der findes allerede en masse leg rundt omkring i samfundet, men vi ser den sjældent, fordi den gængse opfattelse af leg er ganske snæver.