[et_pb_section admin_label=”section”][et_pb_row admin_label=”row”][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Over hele verden er biblioteker i gang med en uhyre spændende proces, hvor de redefinerer og genopfinder sig selv. Anledningen er selvfølgelig især, at størstedelen af de materialer, som biblioteker typisk har været bygget op omkring, nu digitaliseres. Derfor har vi altså i mindre grad brug for biblioteket som et sted, der udlåner fysiske medier som bøger, musik, film, spil osv. Det betyder, at bibliotekernes samfundsmæssige relevans, mål og formål må genforhandles, hvilket i sig selv er en god og sund opgave for enhver organisation.

I mine øjne er biblioteker vigtigere end nogensinde, men kun i det omfang de formår at forblive aktive medskabere og -udviklere af et åbent, demokratisk samfund, hvor der er fri og lige adgang til viden, kunst og kultur.

Hvis vi holder fast i, at folkebibliotekernes formål er at “ at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet” (jf. biblioteksloven), så bliver spørgsmålet, hvordan vi kan gøre det, når svaret ikke længere (kun) er at udlåne og gøre materialer tilgængelige.

Det er her, jeg vil argumentere for, at leg i langt højere grad bør indgå i og forme fremtidens biblioteker (og samfund i det hele taget).

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/08/IMG_2701-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Når jeg siger “leg”, så taler jeg om to ting på samme tid: leg som aktivitet og leg som sindstilstand eller mentalt “repertoire”, og begge dele handler altid om mennesker snarere end fx teknologi og medier. Det er min oplevelse, at de fleste primært eller udelukkende tænker på det første, altså leg som noget vi (eller måske især børn) gør. Mens det formentlig er mindre udbredt, så er det endnu vigtigere også at forstå leg som en sindstilstand, en tilgang til verden og livet og en særlig måde at være menneske på:

“Playfulness is a physical, psychological, and emotional attitude toward things, people, and situations. It is a way of engaging with the world derived from our capacity to play but lacking some of the characteristics of play. Intuitively, we can feel the difference between play and playfulness” (Miguel Sicart: Play Matters)

Jeg tror de to hænger sammen på den måde, at man kan øve sig i at blive mere legende ved at lege. Altså, hvis vi husker at lege, så kan vi udvikle evnen til også at være legende, når vi ikke leger.

Den her skelnen betyder også, at man kan arbejde med leg på biblioteket på to forskellige måder, nemlig som en aktivitet i biblioteksrummet og som en integreret del af kulturen; som en særlig måde at være bibliotek på.

Når mange biblioteker, nationalt og internationalt, allerede har omfavnet legen og givet den en central placering i dagligdagen, så tror jeg især det er i form af aktiviteter, der har karakter af leg. Der er mange biblioteker, hvor man må lege, men er der mange legende biblioteker, hvor legen er en del af kulturen, organisationen, identiteten og selvopfattelsen?

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/10/IMG_2494-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Mens vi overvejer svarene, så er der naturligvis flere andre spørgsmål, der trænger sig på:

Hvorfor er det vigtigt? Hvad er det legen kan?

Her er jeg allerede på kant med et, for mig, uomgængeligt princip: legen må ikke først og fremmest opfattes som instrument for noget andet. Jeg kæmper ikke for legen, fordi legen kan noget specifikt, eller fordi den er en genvej til (målbare) resultater (fx læringsmål). Alligevel er det selvfølgelig væsentligt og legitimt at undersøge, hvad der sker når vi leger. Hvis vi skal gøre en indsats for legen, så skal vi overveje hvorfor (hvorfor er i det hele taget et underprioriteret spørgsmål, fordi det er svært, og i modsætning til hvordan ikke springer direkte til løsningerne).

I legen er vi åbne, siger oftere ja end nej, og vi er villige til at bevæge os ud i det ukendte uden at vide hvor vi ender. Det er vigtigere at få legen til at fungere, end det er at nå et bestemt resultat. I leg er der ikke noget, der er “nødvendigt” eller bestemt på forhånd. Tværtimod accepterer man, ja, nærmest forventer, at blive overrasket. Det er de helt rigtige vilkår for, at vi sætter fantasien fri, og undersøger hvordan verden også kunne se ud. Dermed er legen også nærmest en forudsætning for at kreativiteten kan udfolde sig, og for at vi kan lære at gå nye veje og skabe nye idéer, produkter og løsninger på vanskelige problemer.

Når vi leger, så bliver vi aktive deltagere. Leg udfolder sig i en forhandlingsproces, hvor alle “legere” er involverede, og har mulighed for at forme legen. Man kan deltage på mange måder, men det medfører altid en omfordeling af magt, hvor der følger reel indflydelse med deltagelsen. Hverken et diktatur eller en stramt styret, hierarkisk organisation levner meget plads til leg, netop fordi legende mennesker tør sætte sig selv på spil, stille kritiske spørgsmål og potentielt kan udfordre de bestående regler og strukturer.

Legen rummer ofte (men ikke altid) en social dimension, hvor vi måske blot nyder hinandens selskab, eller hvor vi måske øver os i at være sammen på andre måder. Skal legen leve, må vi forstå og respektere de andre, men man må gerne udfordre og skubbe til grænser. Legen er også et rum, hvor vi kan eksperimentere med vores identitet, roller og relationer. Når vi leger med andre, kan vi effektivt overskride mange af de barrierer, der normalt skiller os ad, for vi bliver mere nærværende, optaget af øjeblikket og med en fælles interesse i at få legen til at fungere.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2013/03/IMG_1966-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Jeg tror, at det legende menneske har meget til fælles med den globale medborger, der formår at leve med relationer til, forståelse for og i dialog det lokale og det globale på samme tid. At gå på opdagelse i verden, nært og fjernt, er ikke skræmmende, lige så lidt som det fremmede menneske er det. Det er nogle af disse forståelser, der ligger til grund for min helt overordnede antagelse om, at legende mennesker og organisationer er bedre rustet til at agere, træffe beslutninger og skabe gode liv i en kompleks, globaliseret verden. 

Tilfældigvis er der allerede mange paralleller mellem leg og biblioteker:

Både leg og biblioteker handler mere end noget andet om mennesker. Leg kan antage mange former; biblioteket kan bruges på mange måder. Leg er for alle; biblioteker er for alle. Leg gør verden større; biblioteker udvider vores horisont. Leg forstærker vores nysgerrighed; biblioteker stimulerer vores lyst til vide og lære mere. Leg er laboratorier for social interaktion; biblioteker gør det muligt at møde mennesker på tværs af samfundet. Leg gør os til deltagere i legen og livet; biblioteker hjælper os til at blive aktive samfundsborgere.

Måske kan denne, ganske overfladiske, skitsering af nogle af legens karakteristika være udgangspunktet for udviklingen af et ideal for “det legende bibliotek”?

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/06/IMG_1749-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section admin_label=”section”][et_pb_row admin_label=”row”][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Indledning” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

[su_button url=”http://ipa-danmark.dk/arkiver/3960″ target=”blank” style=”flat” background=”#55bba6″ size=”16″ radius=”0″ icon=”icon: arrow-right”]Se præsentationer & video fra høringen[/su_button]

 

[toc]

Indledning

Den anden dag deltog jeg i høringen “Børn, uddannelse og den nye industrielle revolution“, som var arrangeret af International Play Associations danske afdeling, professionshøjskolen UCC og MF Ida Auken, Radikale Venstre. Høringen tog udgangspunkt i præmissen om brændende platforme og spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med os selv, når arbejdsmarkedet forandres radikalt. Det er jo i sig selv et spændende emne, som vi har behov for at diskutere og undersøge. Jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg formentlig primært deltog fordi IPA stod bag, og dermed koblede diskussionen til leg:

“Vi sætter et særligt fokus på leg, fordi forskning i børns udvikling viser, at de særlige menneskelige evner, fremtiden kræver, grundlægges gennem børns frie leg, hvor den fantasi og forestillingsevne går hånd i hånd med samvær i sociale fællesskaber, sådan som det er fremhævet i et nyt tillæg til FNs Børnekonvention”

Jeg er selvfølgelig enig i, at vi er nødt til at kunne begå os i en verden, hvor teknologien ser markant anderledes ud end tidligere. Det er en præmis for alt mit arbejde, at vi netop skal lære at være mennesker, der kan begå sig i en kompleks, kaotisk verden, at vi bliver myndiggjorte borgere der tør forandre den verden, og kan skabe rammerne om gode liv, for os selv og andre.

Lars Geer Hammershøj fra DPU, AU, var den første, der for alvor tog fat på legen:

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Leg og kreativitet” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/09/DSC_1362-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Leg og Kreativitet” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Leg og Kreativitet

Her pegede Hammershøj på den oplagte kobling mellem leg og kreativitet, hvor legen er “en øvelse i at forholde sig åbent” over for det, der er ukendt, måske skræmmende; for mønstre man ikke før har set; for andre mennesker og deres idéer. Denne åbenhed er et gennemgående tema i meget legeforskning, som her hos Helle Marie Skovbjerg i “Om Leg“:

“Når man leger, er man særlig åben over for, hvad der kan ske, og man er indstillet på og håber på, at andre også er særligt åbne. […] Når man er i de særlige stemninger, som opstår, når man leger, må man sige ja til meget, og man må være indstillet på, at meget kan lade sig gøre. De, der siger nej til for meget eller måske endda alt, får svært ved at komme til at lege med andre – dem gider ingen lege med”

Sammenhængen mellem leg og kreativitet udforskes mere i dybden i “Play, Playfulness, Creativity and Innovation“:

Play, we argue, equips the individual with experiences that enable it to meet future challenges in novel ways.

Vi får et andet perspektiv i Ian Bogosts nye bog, “Play Anything“, der kredser om vores evne til at bruge grænserne om legen til at skabe noget meningsfuldt:

This is the pleasure of limits, the fun of play. Not doing what we want, but doing what we can with what is given

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Leg og Dannelse” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/09/DSC_1364-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Leg og Dannelse” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Leg og Dannelse

Efter kreativitet diskuterede Hammershøj som et dannelsesideal, vi ikke udvikler gennem læringsprocesser, men dannelsesprocesser. Han skelner desuden mellem viden, evner/kompetencer/færdigheder og dannelse. Det er interessant, fordi vi for tiden er så besatte af læring, at vi bilder os selv og hinanden ind, at alt er læring, og alt kan reduceres til tilegnelse af viden, kompetencer og færdigheder.

Her insisterer Hammershøj på, at dannelsen er noget for sig selv, og at det handler om at blive menneske og om at overskride sig selv i fællesskab.

Det er et centralt tema hos sociologen Thomas S. Henricks, særligt i bogen “Play and the Human Condition“, der netop åbner med det fokus:

How do we discover who we are? How do we determine the character of the world in which we live? And how do we decide what we can do in a world so configured? Such questions, each connected to our lifelong quest for self-realization, are central to this book. Its thesis is that we learn about ourselves and the world— and about the intersection of these two realms— through acts of play. […] When we play, we explore the limits of the possible.

[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”Lad os tale om leg” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Lad os tale om leg

Det lykkedes mig at få sendt vores lille samtalestarter rundt til nogle af deltagerne, og det var herligt at se, at flere faktisk begyndte at folde den (man tror det er nemt, men det viser sig tit, at man faktisk ikke kan huske hvordan man gør, så det er en fin påmindelse om at huske at lege, også med hænderne). Hvis man ikke fik fat i en, men gerne vil lege med, så kan den hentes her. Formålet er jo bare at give folk anledninger til at snakke om leg, for det er et godt sted at starte, hvis man vil forstå legens væsen. Det kan forekomme banalt, men vi snakker for lidt om leg, og derfor er vi sjældent gode nok til at sætte ord på, der formår at indfange legens umådelige kompleksitet (det har jeg for nylig skrevet om). Det var også derfor “developing a language of play” var et centralt tema på årets festival, blandt andet faciliteret af Stine Liv Johansen, AU, og Helle Marie Skovbjerg, AAU.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Flipflap” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/09/DSC_1389-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Handling” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Hvad nu?

Ovenpå sådan et arrangement må det helt oplagte spørgsmål så være:

Hvad nu? Hvad skal der ske? Hvordan skaber vi den forandring, vi sammen efterlyser? Hvordan undgår vi at den gode energi forsvinder i hverdagens travlhed?

I al ydmyghed så mener jeg, at vi med de første tre udgaver af CounterPlay festivalen har taget mange af de skridt, der blev efterspurgt. Vi tiltrækker en broget flok, fra ind- og i stigende grad udland (omkring halvdelen af vores ca 200 deltagere i år var internationale gæster). Der er tale om arkitekter, forskere, lærere, pædagoger, bibliotekarer, kunstnere, spiludviklere, embedsmænd, journalister og kommunikatører, HR-folk, klovne (!), byudviklere; lutter dygtige folk der arbejder i alt fra store private virksomheder over små kreative virksomheder, offentlige organisationer, kommuner, skoler, universiteter, biblioteker, museer, teatre og meget andet. Jeg er overbevist om, at disse dybt seriøse og ambitiøse mennesker ikke (kun) kommer for at have det sjovt, men fordi de faktisk får noget med hjem, der ruster dem til at yde en bedre indsats og håndtere både liv og arbejde på mere meningsfulde måder.

CounterPlay is one of the few public events that brings together people from widely divergent disciplines, and yet are united by their devotion to making the world a little more playful. Bringing them together like this, to play and talk and share each other’s vision, creates an unforgettably playful, creative and productive environment and helps all of them to find a larger and more inclusive perspective on their work – Bernie DeKoven

Vi byder på mere traditionelle keynotes, oftest dog med muligheder for leg; workshops, hvor vi bygger og udvikler med digitale teknologier, men også pap og papir; livlige diskussioner; interaktive udstillinger; dans; musik og meget mere. Det er de mange legende menneskers fantasi, der flytter grænserne, og det skaber en ret unik “legestemning”. Det er lykkedes os at skabe et forum, hvor folk fra (stort set) hele verden ønsker at deltage, sådan for alvor, hvor de tør sætte sig selv på spil, gå sammen ind i det ukendte og overvinde nogle ret angstprovokerende situationer (se også “A Playful Atmosphere“).

Ranks among the very best conference/festival I have attended (over a long professional life!). What inspired me most was the camaraderie, the ease of conversation and exchange as if we had all known each other for decades, the lack of pretension anywhere – Geraldine Katz

Det bliver indfanget meget godt af klovnen Clay Mazing, der med Emergency Circus og Clowns Without Borders rejser rundt til verdens brændpunkter for at skabe små rum for leg og grin hos flygtninge i nød:

Vi opererer altid med en åben invitation til, at alle kan bidrage, og aktivt forme festivalen. Vi forsøger at praktisere en radikal åbenhed, hvor vi deler vores idéer, tanker og bekymringer undervejs, og det har vist sig, at det inspirerer folk til at investere mere af sig selv i det fællesskab, vi opdyrker. I øjeblikket er vi eksempelvis ved at skrive en bog, fordi nogle af deltagerne har foreslået det – se “Book Project“.

Det betyder selvfølgelig også, at vi hellere end gerne bidrager til et stærkere nationalt (og internationalt) samarbejde omkring leg – fordi vi jo allerede er godt i gang. Det kan vi bruge festivalen som en platform til, men vi indgår også gerne i andre konstellationer. Det vigtigste for mig og os er, at vi skaber bedre muligheder for, at legende mennesker kan leve gode liv, med og uden teknologi, i en kaotisk, kompleks verden.

Det bliver, i vores optik, ikke meget vigtigere.

[/et_pb_text][et_pb_gallery admin_label=”Gallery” gallery_ids=”3996,3995,3983,4010,3639,3648,3469,3463,3464,3850″ fullwidth=”on” show_title_and_caption=”on” show_pagination=”on” background_layout=”light” auto=”off” hover_overlay_color=”rgba(255,255,255,0.9)” caption_all_caps=”off” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_gallery][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section admin_label=”section”][et_pb_row admin_label=”row”][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Jeg har i flere sammenhænge skrevet om, at vi bør skabe rum for mere leg, i livet, samfundet og i skolen. Nu er jeg så blevet opmærksom på, at Claus Holm, institutleder på DPU, også taler om leg i det seneste nummer af “Asterisk” under titlen “Det Sjove Læringsliv”. Det er jeg selvfølgelig interesseret i, for jeg bliver så tit klogere, når jeg støder på nye perspektiver på leg. Desværre viser det sig, at vi alligevel ikke helt er på bølgelængde (hvad jeg nu nok egentlig heller ikke havde forventet).

[/et_pb_text][et_pb_video admin_label=”Video” src=”https://www.youtube.com/watch?v=j9IRU0MUO-A&feature=youtu.be”] [/et_pb_video][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Jeg er altid lidt på vagt, når nogen bruger “sjov” på den måde. Sjov, i sig selv, betyder næsten ingenting, er voldsomt subjektivt og ekstremt upræcist (har man mod på et interessant og, ja, sjovt, men også lidt krævende oplæg om sjov, så se Ian Bogost her. Det vil jeg faktisk anbefale, at man gør, for han piller Holms artikel bedre fra hinanden, end jeg formår).

“When you say this is a really fun game, it’s sort like saying this is a good book, this was a good movie, it’s a generic, slightly positive, but basically empty sentiment that does little more than kind of endorse the speaker’s unexamined, imprecise feelings about something”

Hvad er det da, Holm siger, og hvorfor er jeg (rygende!) uenig? Ja, faktisk er jeg ikke bare uenig, men ligefrem fortørnet. Legen er, for mig, et af de vigtigste, mest fundamentale aspekter af livet og det at være menneske. Det er en rød tråd, der løber gennem vores liv, og både forbinder os selv med vores fortid og med andre mennesker, også dem vi ikke kender.

“play is an ongoing, continuous undercurrent of life; it cannot be stopped, or used up, or forcibly constrained” (Rachel Shields med henvisning til Brian Sutton Smith).

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/09/DSCF1665-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Derfor er det naturligvis frustrerende, når nogen, bevidst eller ubevidst, lader som om leg “bare er leg”, et flydende, mere eller mindre indholdstomt fænomen, vi alligevel ikke kan sige noget sagligt om, og så kan man bare mene hvad som helst.

I starten skriver Holm “leg ikke bliver set som en modsætning til læring. Tværtimod bliver legen set som den gode tilgang til læring”, og det lyder jo umiddelbart ikke så skidt. Desværre står det snart efter klart, at modsætningsforholdet blot er blevet opløst ved at assimilere legen ind i det i forvejen forkvaklede læringsbegreb, vi opererer med nu til dags. Vi skal ikke tænke så meget over forholdet mellem skole og fritid, for læring finder sted alle vegne:

“Det problematiserer forholdet mellem skole og dagtilbud, mellem skole og fritid og læring og leg. Læring går nemlig på tværs af disse distinktioner og knytter sig til den enkelte person i motiverende læringsmiljøer. Og det er ’sjov’, der er udset til at motivere.”

Det der er “sjovt”, det er legen, der blot betragtes som en nem måde at motivere børn til at lære noget, der formentlig intet har med legen at gøre. Jeg tænker uvægerligt hinkealfabet. Der lægges altså op til en rendyrket instrumentalisering af legen, der forekommer at være helt renset for egenværdi:

“Men taler man om legende læring i dagtilbud, så skal legen være passende sjov. Bliver legen for ofte for sjov, er det upassende, for så tager det opmærksomhed fra læringsmålene. Bliver læringsmålene for dominerende, bliver det måske for kedeligt.”

Leg bliver altså igen bare en måde at motivere, eller endda manipulere, små børn til at gøre noget, de ellers ikke ville gøre, alene ved at ramme balancen mellem “sjov” og “kedelig”. Jeg kan stadig ikke gennemskue hvad “sjov” er, men forstår at det og legen til enhver tid er underordnet læringsmål. Er “sjov” bare noget, man kan tilsætte i passende doser? Det siger Holm ikke noget om, men jeg kan vende tilbage til Bogost:

“The things that we find the most fun, they are not easy, they are hard, they don’t pander, they don’t apologize, they don’t onboard. If anything, they resist you. They literally resist you […] if you want to design something fun, you have to almost let it go ”

Det rimer jo fint på Paperts begreb “hard fun” og Csikszentmihalyis flowteori, men er det dét, Holm mener? Det forbliver uafklaret, for han underkender fuldstændig al den viden fra både praksis og forskning, der kunne have kvalificeret og udfordret hans overfladiske blik på legen. Det forekommer at handle mere om at erklære sin støtte til et ideologisk projekt end sådan for alvor at forstå legens potentielle betydning i skolen. Hvis man som jeg bliver bliver forarget, når politikere fornægter viden og videnskab, hvad skal man så stille op med sig selv, når forskere gør det på så eklatant vis?

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/05/IMG_0960-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Alene i Danmark findes der en række forskere, som stædigt og med stort engagement holder fast i, at legen har og skaber mening i sig selv, og som insisterer på at blive klogere på, hvordan den meningsskabelse foregår. Man kunne nævne Carsten Jessen, Helle Marie Skovbjerg, Stine Liv Johansen, Miguel Sicart og Herdis Toft, som er blot nogle af de danske forskere, der inspirerer mit eget arbejde med deres indsigtsfulde perspektiver. Dem kunne Holm overveje at konsultere, hvis han en anden gang vil skrive noget om emnet.

De peger alle, blandt andet, på, hvordan legen er så meget mere end underholdning og tidsspilde, herunder også en måde at gå på opdagelse i det ukendte og et grundlæggende livsvilkår. Fx skriver Sicart i den glimrende “Play Matters” om, hvordan legen lader os både udforske og udfordre verden omkring os ved at “overtage” den:

“Playfulness is the carnivalesque domain of the appropriation, the triumph of the subjective laughter, of the disruptive irony over rules and commands. Playfulness means taking over a world to see it through the lens of play, to make it shake and laugh and crack because we play with it”.

Legen rummer altså et kritisk potentiale, hvor vi i legens stemning, lader os se verden med et andet blik, og endda skabe små skælv, små forandringer, der rækker ud af legen.

Hæver man blikket lidt, er der blot endnu flere inspirationskilder, som fx den amerikanske sociolog Thomas S. Henricks, der peger på den paradoksale relation mellem legens verden og det omgivende samfund:

“In play, people are connected to interesting social themes and processes at the very time that they are disconnected from them. Players are both themselves and not themselves, inside society and outside its boundaries at the same time”

Det står jo i direkte modstrid med Holms simple forestilling om, at legen bare er noget afkoblet, der i sig selv står uden for verden:

“Tilsvarende knytter leg sig til en verden, hvor man ’lader som om’. Hvor alt kun er ’for sjov’ og ikke tjener andre formål end dem, legen definerer”

Holm reducerer leg til noget ensidigt og entydigt, når det netop er det modsatte: komplekst og fyldt med modsætninger; leg er “paradoxical because it displays one quality and the opposite of that quality at the same time” (Henricks: Orderly and Disorderly Play). Henricks skriver endvidere i “Play and the Human Condition” om hvordan “Play makes people aware of their capacities for social agency” og at vi gennem leger forhandler grundlaget for vores måder at være sammen som mennesker:

“When people agree on the terms of their engagement with one another and collectively bring those little worlds into being, they effectively create models for living”

Alt dette blot for at sige, at legen er et mangefacetteret fænomen, som mange mennesker gør en ihærdig indsats for at forstå, og vi bliver derfor lige så langsomt klogere på legens forskellige former og manifestationer. De mange vigtige erkendelser betinger sig imidlertid på, at vi lader legen udfolde sig som leg nu gør: gennem forhandling mellem de legende, i diaog med verden, uforudsigeligt, uden klart defineret slutmål og nogle gange både ustyrligt og farligt. Det står naturligvis i skarp kontrast til ønsket om total kontrol og styring, men måske har vi mere brug for mennesker der kan lege i og med det ukendte end mennesker der kan lade sig kontrollere?

“When enough people raise play to the status it deserves in our lives, we will find the world a better place” – Stuart Brown

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2013/03/IMG_1571-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Når Holm afslutningsvist ophøjer sin tilgang til en ny “livsform”, så understreger han med mere tydelighed end man kunne ønske sig, at det her er konkurrencestatens annektering af hele vores jordiske liv. Der er ikke andet end læring som det endelige mål.

Det er altsammen ganske uhyggeligt, og et sjovt læringsliv, det er det altså ikke.

Det triste læringsliv. Det triste liv.

Nu er der sikkert mange steder, hvor Holm vil glide af på min tolkning og kritik, det kan være satire, og man kan måske også indskyde noget med “glimt i øjet” og den slags populære sø- og bortforklaringer. Herregud, det er jo bare leg. Ja, men det er videnskabeligt dovent og udtrykker en foragt for det forskningsmiljø, der faktisk tager emnet alvorligt – på lige fod med alle andre anerkendte forskningsområder. Hvis det her er ment som en joke, så rammer det ikke desto mindre ned i en lang, lang række eksempler på, at legen underkendes og simplificeres på præcis denne måde.

Midt i min skuffelse og frustration får jeg mest af alt lyst til at handle. Der skal ske noget, og jo flere der har lyst til at være med, jo bedre.

Det er helt tydeligt, at vi er nødt til at få skabt en langt stærkere forståelse for legens væsen. Selvom Holm givetvis foretager en helt bevidst simplificering, så er det formentlig ikke desto mindre et tegn på, at vi som samfund ikke har en tilstrækkeligt rodfæstet begreb om leg. Hvis vi havde, ville det næppe falde nogen ind at skrive som Holm gør, og han ville i hvert fald have langt sværere ved at slippe afsted med det. Det svarer jo til, at man pludselig ignorerer al viden om evolution, klimaforandringer, vacciner og…ja, okay, det gør man jo sådan set også i stigende grad, men I forstår hvad jeg mener. Da jeg besøgte SDU i fredags for at tale på masteruddannelsen i “børne- og ungdomskultur”, nævnte føromtalte Herdis Toft, at vi burde arbejde for, at legen anerkendes på niveau med videnskab og kunst, som de fleste samfund sætter pris på (om end begge dele står for skud i disse år).

Det er jeg selvfølgelig helt enig i, også fordi der altid er en ekstra dimension, når vi taler om leg: samfundets forhold til leg siger umanerligt meget om det fremherskende menneskesyn i det hele taget. Hvis man ønsker at opdyrke et samfund, hvor borgerne holdes i kort snor og dirigeres i den ene eller anden retning, ja, så har man næppe noget udpræget ønske om at give legen plads. Den er jo svær at styre, kan resultere i kontroltab og vil sågar i mange tilfælde sætte sig i opposition til påstande om eksempelvis “nødvendighedens politik”. Et mere legende menneske ville nok i det hele taget udfordre den forestilling om uforanderlige grundprincipper, der lægges til grund for Holms tekst.

For det andet, og som en direkte reaktion på det første, må tiden være inde til at vi tager legen i forsvar. Vi må handle. Jeg betragter jo allerede CounterPlay festivalen som en form for modstandskamp, men der må mere til. Vi har brug for en legealliance, der holder fast i legens egenart, udforsker den, og skaber rum hvor den kan leve. Måske en slags “legens interesseorganisation”? Vi må samle de gode kræfter på tværs af samfundet, på tværs af fagligheder og på tværs af organisationer. Mens Uffe Elbæk efterlyser et ungdomsoprør, så efterlyser jeg altså et legeoprør (og det samme gør flere andre, bl.a. den gode Stine Liv Johansen). Jeg er bevidst om, at det bliver et langt sejt træk, der næppe nogensinde slutter, og som kræver forandringer der rækker langt ud over legen, men det er jo netop derfor, det er så vigtigt. Det her handler om, hvilket samfund vi ønsker os, og hvordan vi gerne vil leve sammen i det.

For legens skyld, javist, for hvad er det for et tarveligt samfund, der ikke lader mennesker udforske verden og møde hinanden i leg? Samtidig er det ikke kun for legens skyld, men også og især for børn og menneskers skyld. Et samfund der kærligt omfavner legen er også et samfund, hvor mennesker kan leve og trives (hvilket jo står i kontrast til den samfundsdiagnose, Eva Secher Mathiasen laver her).

Vi kan jo starte med den høring, der finder sted på Christiansborg i næste uge, “Børn, uddannelse og den nye industrielle revolution”, hvor legen sættes i centrum. Der er naturligvis også her risiko for, at instrumentaliseringen tager over, men International Play Association plejer at være garant for en større forståelse af leg end man typisk møder (det er jo bl.a. Carsten Jessen, der står bag, ham kan man godt regne med).

Jeg stiller mig naturligvis gerne til rådighed, og det samme gør CounterPlay, som forening og som festival. Alle idéer og forslag er velkomne, enten i kommentarerne, på mail (mathias(at)counterplay(dot)org) eller på Twitter. Lad os sammen skabe en bevægelse mod et samfund, hvor legen accepteres som en del af det gode liv, og hvor det gode liv accepteres som et mål i sig selv.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/09/IMG_1675-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]