Det Triste Læringsliv

Jeg har i flere sammenhænge skrevet om, at vi bør skabe rum for mere leg, i livet, samfundet og i skolen. Nu er jeg så blevet opmærksom på, at Claus Holm, institutleder på DPU, også taler om leg i det seneste nummer af “Asterisk” under titlen “Det Sjove Læringsliv”. Det er jeg selvfølgelig interesseret i, for jeg bliver så tit klogere, når jeg støder på nye perspektiver på leg. Desværre viser det sig, at vi alligevel ikke helt er på bølgelængde (hvad jeg nu nok egentlig heller ikke havde forventet).

Jeg er altid lidt på vagt, når nogen bruger “sjov” på den måde. Sjov, i sig selv, betyder næsten ingenting, er voldsomt subjektivt og ekstremt upræcist (har man mod på et interessant og, ja, sjovt, men også lidt krævende oplæg om sjov, så se Ian Bogost her. Det vil jeg faktisk anbefale, at man gør, for han piller Holms artikel bedre fra hinanden, end jeg formår).

“When you say this is a really fun game, it’s sort like saying this is a good book, this was a good movie, it’s a generic, slightly positive, but basically empty sentiment that does little more than kind of endorse the speaker’s unexamined, imprecise feelings about something”

Hvad er det da, Holm siger, og hvorfor er jeg (rygende!) uenig? Ja, faktisk er jeg ikke bare uenig, men ligefrem fortørnet. Legen er, for mig, et af de vigtigste, mest fundamentale aspekter af livet og det at være menneske. Det er en rød tråd, der løber gennem vores liv, og både forbinder os selv med vores fortid og med andre mennesker, også dem vi ikke kender.

“play is an ongoing, continuous undercurrent of life; it cannot be stopped, or used up, or forcibly constrained” (Rachel Shields med henvisning til Brian Sutton Smith).

Derfor er det naturligvis frustrerende, når nogen, bevidst eller ubevidst, lader som om leg “bare er leg”, et flydende, mere eller mindre indholdstomt fænomen, vi alligevel ikke kan sige noget sagligt om, og så kan man bare mene hvad som helst.

I starten skriver Holm “leg ikke bliver set som en modsætning til læring. Tværtimod bliver legen set som den gode tilgang til læring”, og det lyder jo umiddelbart ikke så skidt. Desværre står det snart efter klart, at modsætningsforholdet blot er blevet opløst ved at assimilere legen ind i det i forvejen forkvaklede læringsbegreb, vi opererer med nu til dags. Vi skal ikke tænke så meget over forholdet mellem skole og fritid, for læring finder sted alle vegne:

“Det problematiserer forholdet mellem skole og dagtilbud, mellem skole og fritid og læring og leg. Læring går nemlig på tværs af disse distinktioner og knytter sig til den enkelte person i motiverende læringsmiljøer. Og det er ’sjov’, der er udset til at motivere.”

Det der er “sjovt”, det er legen, der blot betragtes som en nem måde at motivere børn til at lære noget, der formentlig intet har med legen at gøre. Jeg tænker uvægerligt hinkealfabet. Der lægges altså op til en rendyrket instrumentalisering af legen, der forekommer at være helt renset for egenværdi:

“Men taler man om legende læring i dagtilbud, så skal legen være passende sjov. Bliver legen for ofte for sjov, er det upassende, for så tager det opmærksomhed fra læringsmålene. Bliver læringsmålene for dominerende, bliver det måske for kedeligt.”

Leg bliver altså igen bare en måde at motivere, eller endda manipulere, små børn til at gøre noget, de ellers ikke ville gøre, alene ved at ramme balancen mellem “sjov” og “kedelig”. Jeg kan stadig ikke gennemskue hvad “sjov” er, men forstår at det og legen til enhver tid er underordnet læringsmål. Er “sjov” bare noget, man kan tilsætte i passende doser? Det siger Holm ikke noget om, men jeg kan vende tilbage til Bogost:

“The things that we find the most fun, they are not easy, they are hard, they don’t pander, they don’t apologize, they don’t onboard. If anything, they resist you. They literally resist you […] if you want to design something fun, you have to almost let it go ”

Det rimer jo fint på Paperts begreb “hard fun” og Csikszentmihalyis flowteori, men er det dét, Holm mener? Det forbliver uafklaret, for han underkender fuldstændig al den viden fra både praksis og forskning, der kunne have kvalificeret og udfordret hans overfladiske blik på legen. Det forekommer at handle mere om at erklære sin støtte til et ideologisk projekt end sådan for alvor at forstå legens potentielle betydning i skolen. Hvis man som jeg bliver bliver forarget, når politikere fornægter viden og videnskab, hvad skal man så stille op med sig selv, når forskere gør det på så eklatant vis?

Alene i Danmark findes der en række forskere, som stædigt og med stort engagement holder fast i, at legen har og skaber mening i sig selv, og som insisterer på at blive klogere på, hvordan den meningsskabelse foregår. Man kunne nævne Carsten Jessen, Helle Marie Skovbjerg, Stine Liv Johansen, Miguel Sicart og Herdis Toft, som er blot nogle af de danske forskere, der inspirerer mit eget arbejde med deres indsigtsfulde perspektiver. Dem kunne Holm overveje at konsultere, hvis han en anden gang vil skrive noget om emnet.

De peger alle, blandt andet, på, hvordan legen er så meget mere end underholdning og tidsspilde, herunder også en måde at gå på opdagelse i det ukendte og et grundlæggende livsvilkår. Fx skriver Sicart i den glimrende “Play Matters” om, hvordan legen lader os både udforske og udfordre verden omkring os ved at “overtage” den:

“Playfulness is the carnivalesque domain of the appropriation, the triumph of the subjective laughter, of the disruptive irony over rules and commands. Playfulness means taking over a world to see it through the lens of play, to make it shake and laugh and crack because we play with it”.

Legen rummer altså et kritisk potentiale, hvor vi i legens stemning, lader os se verden med et andet blik, og endda skabe små skælv, små forandringer, der rækker ud af legen.

Hæver man blikket lidt, er der blot endnu flere inspirationskilder, som fx den amerikanske sociolog Thomas S. Henricks, der peger på den paradoksale relation mellem legens verden og det omgivende samfund:

“In play, people are connected to interesting social themes and processes at the very time that they are disconnected from them. Players are both themselves and not themselves, inside society and outside its boundaries at the same time”

Det står jo i direkte modstrid med Holms simple forestilling om, at legen bare er noget afkoblet, der i sig selv står uden for verden:

“Tilsvarende knytter leg sig til en verden, hvor man ’lader som om’. Hvor alt kun er ’for sjov’ og ikke tjener andre formål end dem, legen definerer”

Holm reducerer leg til noget ensidigt og entydigt, når det netop er det modsatte: komplekst og fyldt med modsætninger; leg er “paradoxical because it displays one quality and the opposite of that quality at the same time” (Henricks: Orderly and Disorderly Play). Henricks skriver endvidere i “Play and the Human Condition” om hvordan “Play makes people aware of their capacities for social agency” og at vi gennem leger forhandler grundlaget for vores måder at være sammen som mennesker:

“When people agree on the terms of their engagement with one another and collectively bring those little worlds into being, they effectively create models for living”

Alt dette blot for at sige, at legen er et mangefacetteret fænomen, som mange mennesker gør en ihærdig indsats for at forstå, og vi bliver derfor lige så langsomt klogere på legens forskellige former og manifestationer. De mange vigtige erkendelser betinger sig imidlertid på, at vi lader legen udfolde sig som leg nu gør: gennem forhandling mellem de legende, i diaog med verden, uforudsigeligt, uden klart defineret slutmål og nogle gange både ustyrligt og farligt. Det står naturligvis i skarp kontrast til ønsket om total kontrol og styring, men måske har vi mere brug for mennesker der kan lege i og med det ukendte end mennesker der kan lade sig kontrollere?

“When enough people raise play to the status it deserves in our lives, we will find the world a better place” – Stuart Brown

Når Holm afslutningsvist ophøjer sin tilgang til en ny “livsform”, så understreger han med mere tydelighed end man kunne ønske sig, at det her er konkurrencestatens annektering af hele vores jordiske liv. Der er ikke andet end læring som det endelige mål.

Det er altsammen ganske uhyggeligt, og et sjovt læringsliv, det er det altså ikke.

Det triste læringsliv. Det triste liv.

Nu er der sikkert mange steder, hvor Holm vil glide af på min tolkning og kritik, det kan være satire, og man kan måske også indskyde noget med “glimt i øjet” og den slags populære sø- og bortforklaringer. Herregud, det er jo bare leg. Ja, men det er videnskabeligt dovent og udtrykker en foragt for det forskningsmiljø, der faktisk tager emnet alvorligt – på lige fod med alle andre anerkendte forskningsområder. Hvis det her er ment som en joke, så rammer det ikke desto mindre ned i en lang, lang række eksempler på, at legen underkendes og simplificeres på præcis denne måde.

Midt i min skuffelse og frustration får jeg mest af alt lyst til at handle. Der skal ske noget, og jo flere der har lyst til at være med, jo bedre.

Det er helt tydeligt, at vi er nødt til at få skabt en langt stærkere forståelse for legens væsen. Selvom Holm givetvis foretager en helt bevidst simplificering, så er det formentlig ikke desto mindre et tegn på, at vi som samfund ikke har en tilstrækkeligt rodfæstet begreb om leg. Hvis vi havde, ville det næppe falde nogen ind at skrive som Holm gør, og han ville i hvert fald have langt sværere ved at slippe afsted med det. Det svarer jo til, at man pludselig ignorerer al viden om evolution, klimaforandringer, vacciner og…ja, okay, det gør man jo sådan set også i stigende grad, men I forstår hvad jeg mener. Da jeg besøgte SDU i fredags for at tale på masteruddannelsen i “børne- og ungdomskultur”, nævnte føromtalte Herdis Toft, at vi burde arbejde for, at legen anerkendes på niveau med videnskab og kunst, som de fleste samfund sætter pris på (om end begge dele står for skud i disse år).

Det er jeg selvfølgelig helt enig i, også fordi der altid er en ekstra dimension, når vi taler om leg: samfundets forhold til leg siger umanerligt meget om det fremherskende menneskesyn i det hele taget. Hvis man ønsker at opdyrke et samfund, hvor borgerne holdes i kort snor og dirigeres i den ene eller anden retning, ja, så har man næppe noget udpræget ønske om at give legen plads. Den er jo svær at styre, kan resultere i kontroltab og vil sågar i mange tilfælde sætte sig i opposition til påstande om eksempelvis “nødvendighedens politik”. Et mere legende menneske ville nok i det hele taget udfordre den forestilling om uforanderlige grundprincipper, der lægges til grund for Holms tekst.

For det andet, og som en direkte reaktion på det første, må tiden være inde til at vi tager legen i forsvar. Vi må handle. Jeg betragter jo allerede CounterPlay festivalen som en form for modstandskamp, men der må mere til. Vi har brug for en legealliance, der holder fast i legens egenart, udforsker den, og skaber rum hvor den kan leve. Måske en slags “legens interesseorganisation”? Vi må samle de gode kræfter på tværs af samfundet, på tværs af fagligheder og på tværs af organisationer. Mens Uffe Elbæk efterlyser et ungdomsoprør, så efterlyser jeg altså et legeoprør (og det samme gør flere andre, bl.a. den gode Stine Liv Johansen). Jeg er bevidst om, at det bliver et langt sejt træk, der næppe nogensinde slutter, og som kræver forandringer der rækker langt ud over legen, men det er jo netop derfor, det er så vigtigt. Det her handler om, hvilket samfund vi ønsker os, og hvordan vi gerne vil leve sammen i det.

For legens skyld, javist, for hvad er det for et tarveligt samfund, der ikke lader mennesker udforske verden og møde hinanden i leg? Samtidig er det ikke kun for legens skyld, men også og især for børn og menneskers skyld. Et samfund der kærligt omfavner legen er også et samfund, hvor mennesker kan leve og trives (hvilket jo står i kontrast til den samfundsdiagnose, Eva Secher Mathiasen laver her).

Vi kan jo starte med den høring, der finder sted på Christiansborg i næste uge, “Børn, uddannelse og den nye industrielle revolution”, hvor legen sættes i centrum. Der er naturligvis også her risiko for, at instrumentaliseringen tager over, men International Play Association plejer at være garant for en større forståelse af leg end man typisk møder (det er jo bl.a. Carsten Jessen, der står bag, ham kan man godt regne med).

Jeg stiller mig naturligvis gerne til rådighed, og det samme gør CounterPlay, som forening og som festival. Alle idéer og forslag er velkomne, enten i kommentarerne, på mail (mathias(at)counterplay(dot)org) eller på Twitter. Lad os sammen skabe en bevægelse mod et samfund, hvor legen accepteres som en del af det gode liv, og hvor det gode liv accepteres som et mål i sig selv.