[et_pb_section admin_label=”section”][et_pb_row admin_label=”row”][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Indledning” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]
[su_button url=”http://ipa-danmark.dk/arkiver/3960″ target=”blank” style=”flat” background=”#55bba6″ size=”16″ radius=”0″ icon=”icon: arrow-right”]Se præsentationer & video fra høringen[/su_button]
[toc]
Indledning
Den anden dag deltog jeg i høringen “Børn, uddannelse og den nye industrielle revolution“, som var arrangeret af International Play Associations danske afdeling, professionshøjskolen UCC og MF Ida Auken, Radikale Venstre. Høringen tog udgangspunkt i præmissen om brændende platforme og spørgsmålet om, hvad vi skal stille op med os selv, når arbejdsmarkedet forandres radikalt. Det er jo i sig selv et spændende emne, som vi har behov for at diskutere og undersøge. Jeg skal dog ærligt indrømme, at jeg formentlig primært deltog fordi IPA stod bag, og dermed koblede diskussionen til leg:
“Vi sætter et særligt fokus på leg, fordi forskning i børns udvikling viser, at de særlige menneskelige evner, fremtiden kræver, grundlægges gennem børns frie leg, hvor den fantasi og forestillingsevne går hånd i hånd med samvær i sociale fællesskaber, sådan som det er fremhævet i et nyt tillæg til FNs Børnekonvention”
Jeg er selvfølgelig enig i, at vi er nødt til at kunne begå os i en verden, hvor teknologien ser markant anderledes ud end tidligere. Det er en præmis for alt mit arbejde, at vi netop skal lære at være mennesker, der kan begå sig i en kompleks, kaotisk verden, at vi bliver myndiggjorte borgere der tør forandre den verden, og kan skabe rammerne om gode liv, for os selv og andre.
Lars Geer Hammershøj fra DPU, AU, var den første, der for alvor tog fat på legen:
[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Leg og kreativitet” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/09/DSC_1362-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Leg og Kreativitet” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]
Leg og Kreativitet
Her pegede Hammershøj på den oplagte kobling mellem leg og kreativitet, hvor legen er “en øvelse i at forholde sig åbent” over for det, der er ukendt, måske skræmmende; for mønstre man ikke før har set; for andre mennesker og deres idéer. Denne åbenhed er et gennemgående tema i meget legeforskning, som her hos Helle Marie Skovbjerg i “Om Leg“:
“Når man leger, er man særlig åben over for, hvad der kan ske, og man er indstillet på og håber på, at andre også er særligt åbne. […] Når man er i de særlige stemninger, som opstår, når man leger, må man sige ja til meget, og man må være indstillet på, at meget kan lade sig gøre. De, der siger nej til for meget eller måske endda alt, får svært ved at komme til at lege med andre – dem gider ingen lege med”
Sammenhængen mellem leg og kreativitet udforskes mere i dybden i “Play, Playfulness, Creativity and Innovation“:
Play, we argue, equips the individual with experiences that enable it to meet future challenges in novel ways.
Vi får et andet perspektiv i Ian Bogosts nye bog, “Play Anything“, der kredser om vores evne til at bruge grænserne om legen til at skabe noget meningsfuldt:
This is the pleasure of limits, the fun of play. Not doing what we want, but doing what we can with what is given
[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Leg og Dannelse” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/09/DSC_1364-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Leg og Dannelse” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]
Leg og Dannelse
Efter kreativitet diskuterede Hammershøj som et dannelsesideal, vi ikke udvikler gennem læringsprocesser, men dannelsesprocesser. Han skelner desuden mellem viden, evner/kompetencer/færdigheder og dannelse. Det er interessant, fordi vi for tiden er så besatte af læring, at vi bilder os selv og hinanden ind, at alt er læring, og alt kan reduceres til tilegnelse af viden, kompetencer og færdigheder.
Her insisterer Hammershøj på, at dannelsen er noget for sig selv, og at det handler om at blive menneske og om at overskride sig selv i fællesskab.
Det er et centralt tema hos sociologen Thomas S. Henricks, særligt i bogen “Play and the Human Condition“, der netop åbner med det fokus:
How do we discover who we are? How do we determine the character of the world in which we live? And how do we decide what we can do in a world so configured? Such questions, each connected to our lifelong quest for self-realization, are central to this book. Its thesis is that we learn about ourselves and the world— and about the intersection of these two realms— through acts of play. […] When we play, we explore the limits of the possible.
[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”Lad os tale om leg” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]
Lad os tale om leg
Det lykkedes mig at få sendt vores lille samtalestarter rundt til nogle af deltagerne, og det var herligt at se, at flere faktisk begyndte at folde den (man tror det er nemt, men det viser sig tit, at man faktisk ikke kan huske hvordan man gør, så det er en fin påmindelse om at huske at lege, også med hænderne). Hvis man ikke fik fat i en, men gerne vil lege med, så kan den hentes her. Formålet er jo bare at give folk anledninger til at snakke om leg, for det er et godt sted at starte, hvis man vil forstå legens væsen. Det kan forekomme banalt, men vi snakker for lidt om leg, og derfor er vi sjældent gode nok til at sætte ord på, der formår at indfange legens umådelige kompleksitet (det har jeg for nylig skrevet om). Det var også derfor “developing a language of play” var et centralt tema på årets festival, blandt andet faciliteret af Stine Liv Johansen, AU, og Helle Marie Skovbjerg, AAU.
[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Flipflap” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/09/DSC_1389-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Handling” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]
Hvad nu?
Ovenpå sådan et arrangement må det helt oplagte spørgsmål så være:
Hvad nu? Hvad skal der ske? Hvordan skaber vi den forandring, vi sammen efterlyser? Hvordan undgår vi at den gode energi forsvinder i hverdagens travlhed?
I al ydmyghed så mener jeg, at vi med de første tre udgaver af CounterPlay festivalen har taget mange af de skridt, der blev efterspurgt. Vi tiltrækker en broget flok, fra ind- og i stigende grad udland (omkring halvdelen af vores ca 200 deltagere i år var internationale gæster). Der er tale om arkitekter, forskere, lærere, pædagoger, bibliotekarer, kunstnere, spiludviklere, embedsmænd, journalister og kommunikatører, HR-folk, klovne (!), byudviklere; lutter dygtige folk der arbejder i alt fra store private virksomheder over små kreative virksomheder, offentlige organisationer, kommuner, skoler, universiteter, biblioteker, museer, teatre og meget andet. Jeg er overbevist om, at disse dybt seriøse og ambitiøse mennesker ikke (kun) kommer for at have det sjovt, men fordi de faktisk får noget med hjem, der ruster dem til at yde en bedre indsats og håndtere både liv og arbejde på mere meningsfulde måder.
CounterPlay is one of the few public events that brings together people from widely divergent disciplines, and yet are united by their devotion to making the world a little more playful. Bringing them together like this, to play and talk and share each other’s vision, creates an unforgettably playful, creative and productive environment and helps all of them to find a larger and more inclusive perspective on their work – Bernie DeKoven
Vi byder på mere traditionelle keynotes, oftest dog med muligheder for leg; workshops, hvor vi bygger og udvikler med digitale teknologier, men også pap og papir; livlige diskussioner; interaktive udstillinger; dans; musik og meget mere. Det er de mange legende menneskers fantasi, der flytter grænserne, og det skaber en ret unik “legestemning”. Det er lykkedes os at skabe et forum, hvor folk fra (stort set) hele verden ønsker at deltage, sådan for alvor, hvor de tør sætte sig selv på spil, gå sammen ind i det ukendte og overvinde nogle ret angstprovokerende situationer (se også “A Playful Atmosphere“).
Ranks among the very best conference/festival I have attended (over a long professional life!). What inspired me most was the camaraderie, the ease of conversation and exchange as if we had all known each other for decades, the lack of pretension anywhere – Geraldine Katz
Det bliver indfanget meget godt af klovnen Clay Mazing, der med Emergency Circus og Clowns Without Borders rejser rundt til verdens brændpunkter for at skabe små rum for leg og grin hos flygtninge i nød:
Vi opererer altid med en åben invitation til, at alle kan bidrage, og aktivt forme festivalen. Vi forsøger at praktisere en radikal åbenhed, hvor vi deler vores idéer, tanker og bekymringer undervejs, og det har vist sig, at det inspirerer folk til at investere mere af sig selv i det fællesskab, vi opdyrker. I øjeblikket er vi eksempelvis ved at skrive en bog, fordi nogle af deltagerne har foreslået det – se “Book Project“.
Det betyder selvfølgelig også, at vi hellere end gerne bidrager til et stærkere nationalt (og internationalt) samarbejde omkring leg – fordi vi jo allerede er godt i gang. Det kan vi bruge festivalen som en platform til, men vi indgår også gerne i andre konstellationer. Det vigtigste for mig og os er, at vi skaber bedre muligheder for, at legende mennesker kan leve gode liv, med og uden teknologi, i en kaotisk, kompleks verden.
Det bliver, i vores optik, ikke meget vigtigere.
[/et_pb_text][et_pb_gallery admin_label=”Gallery” gallery_ids=”3996,3995,3983,4010,3639,3648,3469,3463,3464,3850″ fullwidth=”on” show_title_and_caption=”on” show_pagination=”on” background_layout=”light” auto=”off” hover_overlay_color=”rgba(255,255,255,0.9)” caption_all_caps=”off” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_gallery][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]
Det der er “sjovt”, det er legen, der blot betragtes som en nem måde at motivere børn til at lære noget, der formentlig intet har med legen at gøre. Jeg tænker uvægerligt hinkealfabet. Der lægges altså op til en rendyrket instrumentalisering af legen, der forekommer at være helt renset for egenværdi:
Legen rummer altså et kritisk potentiale, hvor vi i legens stemning, lader os se verden med et andet blik, og endda skabe små skælv, små forandringer, der rækker ud af legen.
Det er helt tydeligt, at vi er nødt til at få skabt en langt stærkere forståelse for legens væsen. Selvom Holm givetvis foretager en helt bevidst simplificering, så er det formentlig ikke desto mindre et tegn på, at vi som samfund ikke har en tilstrækkeligt rodfæstet begreb om leg. Hvis vi havde, ville det næppe falde nogen ind at skrive som Holm gør, og han ville i hvert fald have langt sværere ved at slippe afsted med det. Det svarer jo til, at man pludselig ignorerer al viden om evolution, klimaforandringer, vacciner og…ja, okay, det gør man jo sådan set også i stigende grad, men I forstår hvad jeg mener. Da jeg besøgte SDU i fredags for at tale på masteruddannelsen i “børne- og ungdomskultur”, nævnte føromtalte Herdis Toft, at vi burde arbejde for, at legen anerkendes på niveau med videnskab og kunst, som de fleste samfund sætter pris på (om end begge dele står for skud i disse år).
Derfor skitserede jeg selvfølgelig den kendte skelnen mellem “extrinsic” motivation, der ofte kædes sammen med gamificationsystemers belønningsstrukturer, og “intrinsic” motivation.
Jeg forsøgte, ganske kort at skitsere nogle af de elementer, der udgør et spil: regler, problemer der skal løses (missioner, quests osv), feedback, fortællinger & universer, samt selvfølgelig hele den sociale dimension i form af samarbejde, konkurrence og blot det at være sammen med andre, at høre til.
Det ligger dybt i legens natur at modsætte sig simple kategoriseringer, og det bliver derfor frugtesløst at lede efter én definition, der kan favne alle legens forskelligartede forekomster
Det står i kontrast til den udbredte opfattelse, at leg udelukkende er relevant for børn og de voksne, der har med børn at gøre, enten privat eller professionelt. Leg er naturligvis vigtigt for børn, fordi leg er den måde, de bedst undersøger livet. Legen er central i børns dannelse og identitetsskabelse, når de forhandler relationer, roller og deres plads i verden. Det er vigtigt at lære at lege for at lære at høre til, men også for at tilegne sig en række centrale færdigheder og kompetencer, der vanskeligt kan sættes på formel. Derfor er det uhyre problematisk, grænsende til det katastrofale, når børn tilbringer en stadig større del af deres liv i institutioner, hvor legen udgrænses til fordel for det altoverskyggende fokus på “læringsmaksimering”, måling og styring. Hvis man finder plads til legen i skolen i dag, så er det ofte fordi man tror, det kan gøre det nemmere at få børn til at nå mere eller mindre arbitrære læringsmål, de på et senere tidspunkt kan testes i. Dermed reduceres legen til endnu et simpelt styringsredskab, der ikke levner megen plads til børnenes egen nysgerrighed. Legen er ganske vist tæt forbundet med læring, men ikke i den snævre forstand, som skiftende undervisningsministre typisk taler om det. Det er derimod den form for læring, der ifølge Knud Illeris er “grundlæggende […] lystbetonet på linje med andre livsopretholdende funktioner”. Vi lærer altid når vi leger, men det vi lærer er ikke nødvendigvis umiddelbart målbart eller kompatibelt med formelle læreplaner. Det er læring drevet af nysgerrighed og lyst, hvor vi udvikler vores handlemuligheder og relationer til andre mennesker. Dermed er legens læring også en læring, der handler om at udforske det ukendte uden at vide hvor man ender eller hvordan man forandrer sig selv og omgivelserne på rejsen.
Den del af legens grundlæggende væsen, der ikke tjener noget formål andet legen selv står i tydelig kontrast til det fremherskende samfundsparadigme, der måske bedst er indfanget med idéen om “konkurrencestaten”. Her har mange politikere, offentlige institutioner og private virksomheder et stærkt interessefællesskab, idet de alle synes at have gavn af stadig større ensretning og forudsigelighed for at øge arbejdsomheden, produktiviteten, forbruget og væksten. Man kan få det indtryk, at disse aktører drømmer om konformitet og om at fastfryse samfundet i én permanent og strømlinet form i effektivitetens navn. Dette massive fokus på konformitet og målbarhed risikerer imidlertid at spænde ben for den innovation og forandringsparathed, som vi helt afgjort behøver. Legen spiller en anden melodi, for den stræber ikke efter perfektionen og det formfuldendte, men spirer og blomstrer i sprækkerne og det uperfekte, hvor der er plads til fantasien. Legen er drevet af indre modsætningsforhold, og i stedet for at søge en permanent ligevægt udspiller den sig bedst i konstant bevægelse. Det betyder også, at legen er betydeligt tættere koblet til demokrati og aktivt medborgerskab, end man måske lige skulle tro. Et levende demokrati er jo netop, præcis som legen, afhængig af uenigheden, striden og forhandlingen, og af viljen til at udforske og forholde sig til alt det, man endnu ikke kender eller forstår. Det kan derfor undre at de fleste politikere sjældent udviser nogen forståelse af leg, der rækker ud over den rendyrkede instrumentalisme. I det lys er det næppe videre kontroversielt at hævde, at legen i sin natur er mere demokratisk sindet end de fleste af de folkevalgte.
Som med de fleste holdbare forandringer, så giver det mening at starte i det små i stedet for at tro, vi kan lave alt om med et trylleslag. Tænk legen med i din hverdag, men uden at skulle gennemføre radikale omvæltninger. Skab rum til leg i din fritid og på dit arbejde, også selvom der ikke er børn tilstede. Der er meget inspiration at hente, hvis vi blot skærper vores blik og opmærksomhed. Der findes allerede en masse leg rundt omkring i samfundet, men vi ser den sjældent, fordi den gængse opfattelse af leg er ganske snæver.