Indledning

Jeg var for nylig på UC Syd i Kolding for at holde et oplæg om “gamification og playful design” i et forum for undervisere på en række professionsuddannelser inden for design og kommunikation. Da jeg først blev spurgt om jeg ville bidrage, var jeg faktisk lidt i tvivl. Jeg har holdt mig lidt væk fra fænomenet gamification, og jeg var og er skeptisk over for meget af den “pointsification“, der har præget feltet. Da det imidlertid lykkedes mig at få tilføjet “playful design” til overskriften kunne jeg dog bedre se mig selv i det, og det endte med at være en af de der helt perfekte dage, hvor mine tanker og interesser fik særdeles engageret og kvalificeret modspil af passionerede mennesker.

Mit oplæg var (selvfølgelig) lidt for massivt, for jeg ville jo både tale om motivation og gamification og playful design og…I ved hvad jeg mener. Alt for meget på alt for kort tid (det samme kan siges om dette blogindlæg, men det kan man jo bare parkere, og vende tilbage til senere, eller man kan springe i det med indholdsfortegnelsen til højre).

Mit udgangspunkt var spørgsmålet om vi klæder mennesker ordentligt på til at håndtere den kompleksitet og usikkerhed, der præger verden (bl.a. inspireret af denne og denne artikel):

Denne adfærdskultur vil formentlig gøre det sværere for mange elever at starte nye virksomheder eller udleve drømmen om at blive noget stort, når de bliver voksne, fordi de på forhånd frygter at fejle. Den vil sandsynligvis dræbe megen kreativitet, inden ideerne overhovedet ser dagens lys. Den vil, som jeg allerede ser det hver dag, gøre det kikset at lære. Og på den måde kvæle vores videnssamfund langsomt.

Det er en bekymring, der går igen i stort set alt mit arbejde, for hvad skal vi stille op med os selv, hvis vi ikke bliver klogere på, hvordan vi kan være til i en omskiftelig verden, og hvordan vi kan skabe meningsfulde liv for os selv og hinanden?

Spørgsmålet er, for mig, selvfølgelig hvilken rolle legen kan spille i at håndtere denne massive udfordring.

Motivation

Der er sjældent nogen, der efterlyser spil, gamification (i særdeleshed) eller leg uden at koble det med et ønske om øget motivation.

Derfor skitserede jeg selvfølgelig den kendte skelnen mellem “extrinsic” motivation, der ofte kædes sammen med gamificationsystemers belønningsstrukturer, og “intrinsic” motivation.

Det ydrestyrede (extrinsic) har utvivlsomt en berettigelse, men det er ret grundigt belyst, at en for ensidig orientering mod eksterne belønninger risikerer at underminere den glæde og begejstring, der indledningsvist kan være knyttet til en given aktivitet (her nævnte jeg Alfie Kohns “Punished by Rewards” der bærer undertitlen “The Trouble with Gold Stars, Incentive Plans, A’s, Praise, and Other Bribes”).

Den indrestyrede kan – blandt andet – forstås i lyset af Deci og Ryans “self-determination theory“, der fokuserer på “the innate needs for competence, autonomy, and relatedness”.

Man kommer heller ikke uden om Mihaly Csikszentmihalyis “flow teori”:

Gamification

Med henvisning til Deterding, Khaled, Nacke og Dixon brugte jeg den bredt accepterede definition af gamification:

The use of game design elements in non-game contexts

Jeg forsøgte, ganske kort at skitsere nogle af de elementer, der udgør et spil: regler, problemer der skal løses (missioner, quests osv), feedback, fortællinger & universer, samt selvfølgelig hele den sociale dimension i form af samarbejde, konkurrence og blot det at være sammen med andre, at høre til.

Som så mange andre, kritiserede jeg tilbøjeligheden til at fokusere for ensidigt på belønninger, points og badges, og argumenterede for, at man med fordel kan tænke gamification bredere og henviste bl.a. til “47 Gamification elements, mechanics and ideas“.

Jeg stillede spørgsmålstegn ved “sugar coating” og forestillingen om, at vi kan eller skal gøre en kedelig, måske endda meningsløs, aktivitet sjov ved at putte glasur på toppen. Målet må jo være, at vi får selve aktiviteten til at give mening, og det er netop det, gode spil er effektive til.

Playful Design

Hos Deterding fandt jeg denne definition på “playful design”:

Playful design or affording “paidic qualities”: designing to afford the experiential and behavioral qualities characteristic for playing.

Det handler altså, groft sagt, om at designe oplevelser, der minder om og deler karakteristika med leg. Det kan man gøre for at skabe en god oplevelse, for at øge motivationen, eller – og her er min primære pointe – fordi legen skaber et særligt rum og en særlig kultur, hvor andre ting kan lade sig gøre.

Som et eksempel på et meget simpelt, men effektivt playful design viste jeg denne:

Et andet eksempel kunne have været den her:

Jeg fik ikke sagt tydeligt nok, at leg, for mig, især er noget, der foregår inde i vores hoveder, et særligt mindset og en måde at møde verden på:

The concept of play applies to thoughts as well as visible actions. Humans can think playfully as well as act playfully, generating novel patterns of thought in a protected context. A large part of human play goes on in the mind and may not manifest itself in overt behaviour (Play, Playfulness, Creativity and Innovation)

Som Miguel Sicart peger på, så er netop “playfulness” en attitude, vi kan bringe ind i sammenhænge, der ikke i sig selv har noget med leg at gøre:

What we want is the attitude of play without the activity of play. We need to take the same stance toward things, the world, and others that we take during play. But we should not play; rather, we should perform as expected in that (serious) context and with that (serious) object. We want play without play. We want playfulness— the capacity to use play outside the context of play (Play Matters)

Leg som dannelse

I en af diskussionerne kom vi til at tale om sammenhængen mellem leg og dannelse, som jeg jo finder helt central. Dannelse handler basalt set om selve det at være til, og om at være i stand til at reflektere over sin egen eksistens og relation til både mennesker og den omgivende verden. At være dannet er at have en nysgerrighed på hvordan verden hænger sammen, hvordan man som menneske kan påvirke verden – og omvendt . Dannelse åbner for deltagelse i samfundet, personlig myndiggørelse og etisk reflekteret adfærd.

Det blik på dannelse giver nogle ret tydelige overlap med legen, der netop drives af en nysgerrighed på verden, og på at gå opdagelse, alene og sammen med andre:

How do we discover who we are? How do we determine the character of the world in which we live? And how do we decide what we can do in a world so configured? […] we learn about ourselves and the world— and about the intersection of these two realms— through acts of play. – Thomas S. Henricks

Kreativitet

En af fællesnævnerne ved alle de uddannelser, der var repræsenteret, er at det kreative står helt centralt i det daglige. De studerende forventes at udvikle kreative evner, og gennem kreative processer skabe kreative produkter. Derfor blev sammenhængen mellem leg og kreativitet selvfølgelig også et populært emne i diskussionen.

You never just imitate practice; there will always be a creative process involved in doing play practice (Play practices and play moods)

Det uddybbes hos Patrick Bateson og Paul Martin, når de skriver om “Play, Playfulness, Creativity and Innovation“:

The core of our argument is that new forms of behaviour and new modes of thought frequently derive from play, and especially from playful play. Such activity is a driver of creativity and, less directly, of innovation, both in humans and in other species. Play generates novel ways of dealing with the environment, most of which lead nowhere but some of which turn out to be useful.

Der er også flere der peger på, at legen potentielt kan skabe en anden forbindelse mellem hjerne og krop, og “the body-mind’s capacity for breaking free from patterns”:

play is a feeling, an embodied state of mind in which we experience novel thoughts and sensations before they become entrapped within language (Ludic Ontology)

Vildskab

I forlængelse af kreativitet berørte vi også “det vilde”, og hvordan legen kan skabe et rum for at turde omfavne vildskaben og det ukontrollable:

“playful people are those who do not wait passively for the world to hand them their assignments, that is, their roles and challenges. Quite the opposite, such players routinely make their own fun or even make trouble by destabilizing ordinary affairs. Thus, play is sometimes an adventure in extremism, an adventure during which people allow themselves to get too loud, too silly, too rambunctious, even too tired. At least in some forms of play, participants seem to desire challenges they cannot handle. At such times, players do not seek mastery; they seek the excitement that comes from being out of control and the creative responses they can muster” (Orderly and Disorderly Play)

Legen giver os også mulighed for udfordre det bestående, og undersøge hvordan verden kan være anderledes:

Playfulness is the carnivalesque domain of the appropriation, the triumph of the subjective laughter, of the disruptive irony over rules and commands. Playfulness means taking over a world to see it through the lens of play, to make it shake and laugh and crack because we play with it (Play Matters)

Røde næser

I en af de mange spændende samtaler var der en der nævnte “de røde næser”, som er en lille gimmick, vi alle kender: man tager en rød næse på, og straks forventes legen at blomstre. Det sker selvfølgelig ikke nødvendigvis, og vi var vist nogenlunde enige om at se det som en oversimplificering af legen.

Jeg skylder at nævne, at jeg jo faktisk kender en rigtig klovn, der altid har en (blå) næse rundt om halsen, og som rejser rundt i verden for at skabe rum til leg, smil og glæde blandt udsatte børn og voksne, for tiden særligt flygtninge:

Hvad kan vi gøre?

Det spørgsmål konfronterer jeg jo hele tiden mig selv med: hvad kan vi rent faktisk stille op, så vi giver legen mere plads? Her er nogle af de muligheder, vi drøftede, og som går igen i meget af mit arbejde:

Giv tilladelse

Hvis man vil noget med legen, så er første skridt typisk at tage den seriøst på en anden måde, end vi er vant til. Vi skal overvinde vores iboende trang til at grine af legen, og vi skal give os selv og andre tilladelse til at lege:

Probably the biggest roadblock to play for adults is the worry that they will look silly, undignified, or dumb if they allow themselves to truly play. Or they think that it is irresponsible, immature, and childish to give themselves regularly over to play. Nonsense and silliness come naturally to kids, but they get pounded out by norms that demean “frivolity.” – Stuart Brown

Hvordan kan vi skabe de rum, hvor legen ikke blot er tilladt, men tilskyndet? Hvordan kan vi bruge det fysiske rum og fysiske genstande til at understrege den tilladelse? Det kræver i hvert fald en bevidst beslutning, en efterfølgende indsats og formentlig en forankring i et bredere fællesskab.

There’s nothing hard about being playful. The hard thing is let your self out to play so that you have that choice, the hard thing is recognizing the opportunity, the brave thing is accepting the invitation – Bernie DeKoven

Gå forrest med små skridt

Jeg nævnte David Gauntlett, der har lavet mange spændende ting i krydsfeltet mellem makerkultur, kreativitet og leg (og rapporten “Cultures of Creativity” sammen med LEGO), og som netop berører dene udfordring i indlægget “Playful creative learning: adults first“:

“If you want to have a culture of playful learning and experimentation, you need adults to have embraced a culture of playful learning and experimentation before you can expect that we might try to make it happen in schools.”

I forlængelse af det taler han også om, at vi skal tage alle forandringer som en serie af små skridt (det uddybes i “On making, sustainability and the importance of small steps“). Det er helt afgørende, at vi finder de mindst mulige skridt, som skaber reelle, meningsfulde forandringer:

I think change happens, step-by-step, little step by little step, as people do things differently. That’s the only way it makes sense. People on the ground start to do things a bit differently, and start to expect things to happen a bit differently, and then this gets absorbed into the more macro-level context

Sprog om leg

På CounterPlay ’16 havde vi et gennemgående tema med fokus på “sprog om leg”, bl.a. med hjælp fra Stine Liv Johansen, AU, og Helle Marie Skovbjerg, AAU, netop fordi vi ser et stort behov for en øget sproglig bevidsthed omkring legen. Hvordan kan vi argumentere for legens vigtighed, hvis vi ikke har en fælles sproglig forståelse?

Det blev igen i går tydeligt for mig, at alene det at tale om leg dels gør folk glade, dels i sig selv øger forståelsen og refleksionen omkring leg. Vi skal altså simpelthen tale mere om leg, reflektere mere, og overveje hvilket sprog vi bruger til at formidle vores fælles forståelse.

Evaluering, måling & eksamen

Alle der beskæftiger sig med uddannelse ved, at den måde vi måler elevernes/de studerendes progression er stærkt determinerende for den måde vi underviser på. Hvis eksamen måler A, så er er ikke ret mange, der vil undervise ret meget i B, og det giver jo for så vidt god mening.

Udfordringen opstår selvfølgelig, når karakterer, tests, prøver og eksamen ikke afspejler det, vi mener er vigtigt for at kunne begå sig i samfundet. Eksempelvis har vores eksisterende bedømmelsesapparat vanskeligt ved at indfange legen og det legende (/playfulness). Uanset hvor væsentligt vi end synes det måtte være, så vil de fleste uvægerligt nedprioritere det til fordel for det mere målbare. Vores fælles opgave bliver derfor at undersøge, hvordan vi kan kvalificere legens betydning på andre måder, og hvordan vi dermed kan retfærddiggøre en øget opmærksomhed og prioritering af legen.

Links:

• Brown, Stuart: Play: How it Shapes the Brain, Opens the Imagination, and Invigorates the Soul 
• Deterding, Sebastian; Khaled, Rilla; Nacke, Lennart E.; Dixon, Dan: Gamification – Toward a Definition
• Deterding, Sebastian: Make-Believe in Gameful and Playful Design
• Hamari, Juho; Koivisto, Jonna; Sarsa, Harri: Does Gamification Work? — A Literature Review of Empirical Studies on Gamification
• Henricks, Thomas S.: Orderly and Disorderly Play
• Henricks, Thomas S.: Play and the Human Condition
• Kohn, Alfie: Punished by Rewards
• Nicholson, Scott: Meaningful Gamification
• Poulsen, Mathias: Leg Når det er Svært
• Poulsen, Mathias: Mere Leg i Skolen
• Robertson,Margaret: Can’t Play, Won’t Play
• Ryan, Richard M.;  Deci Edward L.: Intrinsic and Extrinsic Motivations: Classic Definitions and New Directions
• Shields, Rachel: Ludic Ontology
• Sicart, Miguel: Play Matters
• Skovbjerg, Helle: Om Leg
• Skovbjerg, Helle; Jessen, Carsten: Tekster om Leg