I går deltog jeg i en høring i den fine fællessal på Christiansborg, der stillede spørgsmålet: “Hvordan kan pædagoguddannelsen bidrage til at ruste børn til en fremtid med robotter og kunstig intelligens?”. Høringen var arrangeret af gode legekammerater i IPA (International Play Association) Danmark, og placerede legen som det centrale omdrejningspunkt. Det er der nu noget umådeligt opløftende over.

Der var oplæg ved Carsten Jessen, Kjeld Fredens, Helle Marie Skovbjerg og slutteligt Lars Geer Hammershøj, som jeg ikke vil gå direkte ind i. De var alle virkelig gode, faktisk, og pegede på hver deres måde på, hvorfor leg er afgørende for at kunne trives i verden, og hvorfor pædagoger må være “legens helte”., Anden halvdel bestod dels af et oplæg ved Gitte Kampp og Morten Henriksen (hvor vi legede og Morten kravlede op på bordet i fællessalen – points for ustyrlighed!), dels af et debatpanel med Stefan Hermann, Marlene Borst Hansen, Christine Antorini, Carsten Jessen og Elisa Bergmann.

Det var altså på mange måder et inspirerende arrangement, men ikke helt uden komplikationer.

Jeg vil prøve at samle lidt op på høringen med 13 pointer i tweet-form. Det er ikke noget referat, men blot mine helt subjektive refleksioner. De 13 punkter er sorteret semi-tilfældigt, men således at de bevæger sig fra det mere abstrakte mod det mere handlingsorienterede.

1: Leg er en aktivitet, javist, men det er meget mere end det. Det er også en filosofi, en attitude, en livspraksis og et paradigme for hvordan vi kan og vil indrette os og leve sammen. Det er filtret ind i selve vores tilgang til livet og vores måde at være menneske på. Jeg – og flere af talerne – tror sågar på, at legende mennesker er bedre til at leve i en foranderlig, kompleks verden. Ja, faktisk er det for mig et dannelsesideal i sig selv.

2. Legen er aldrig fri i nogen absolut forstand – og det er helt uproblematisk. Den står altid i en relation til det, der ligger uden for legen, den verden hvor legen udspiller sig. Det er jo ikke mindst her, der hentes inspiration og brændstof til legen, og leg er ofte en udforskning af, hvad der er muligt at gøre og tænke. I forlængelse heraf, så tror jeg ikke nogen med en solid legefaglighed vil modsætte sig pædagogisk reflekterede interventioner i børns leg – tværtimod. Det kan berige legen, hvis det gøres nænsomt og med sans for legens dynamik.

3. Leg er mere komplekst end nogen af os kan begribe og vi må nødvendigvis nærme os fænomenet med ydmyghed og nysgerrighed. Der findes en ikke ubetydelig mængde legeforskning, både nationalt og internationalt, som mere end antyder dybden. Alligevel er der en tendens til at reducere legens kompleksitet, så det fremstår forfladiget og uden substans. Det skal vi holde op med.

4. Leg er ikke blot komplekst, men også udtryk for en mangfoldighed, der afspejler menneskehedens uoverstigelige diversitet. Det gør det omsonst at søge én definition eller en måde at nærme sig legen på. Måske skal vi tværtimod, når vi laver arrangementer & projekter, insistere på, at et bredt repertoire af forskellige kreative, kunstneriske udtryksformer er repræsenteret? En udtryksmæssig, kreativ diversitetsforpligtelse, om man vil.

5. Vi kører ofte i ring og lige lukt ind i blindgyder, når vi taler om leg, hovedsageligt fordi vi simpelthen ikke deler et nænsomt, respektfuldt og nuanceret sprog, der på overbevisende maner kan skildre legens mange nuancer og betydninger. Ord betyder alverden for vores fælles forståelse, der aldrig bliver tilstrækkeligt dyb, hvis sproget skøjter på overfladen.

6. Apropos sprog: at sige “leg og læring ikke er hinandens modsætninger” er selvfølgelig rigtigt, men det er også uproduktivt og fastholder forestillingen om at de netop ER hinandens modsætninger – hvorfor ellers overhovedet splitte dem op? “Don’t think of an elephant” som lingvisten George Lakoff så fint siger det.

7. Apropos-apropos sprog og modsætninger: teknologi, uanset om den er digital, analog eller et sted midt imellem, giver ikke i sig selv dårligere vilkår for legen. Som bl.a. Helle (Marie Skovbjerg) og Stine (Liv Johansen) har vist i deres forskning, så kan det meste – en pind, et dæk, en tablet eller et computerspil – blive et “legemedie” der kan bruges til at skabe en medrivende “legepraksis” og komme i den helt rigtige “legestemning”. Det kan godt være, at legen ser anderledes ud end vi er vant til, men stemningen kan sagtens være skøn alligevel.

8. Leg er ikke sjovt. Eller jo, det kan leg jo selvfølgelig sagtens være, men det kan ikke ses som et definerende træk, det ville være alt for overfladisk. Leg er også dystert, konfliktfyldt, krævende, svært, kritisk, smertefuldt og frustrerende. Det legende menneske er altså ikke blot en lalleglad idiot, men også en nysgerrig, kritisk, modig, aktivt handlende, skabende og tænkende aktør med agens og intention.

9. Leg gør os måske nok, som flere viste, mere kreative, men det er i mine øjne misforstået at se legen som et instrument til at fremme kreativiteten. Eller noget som helst andet, for den sags skyld. Det bedste vi kan gøre, hvis vi vil “have noget ud af legen”, det er at skabe gode vilkår for leg, at opdyrke en legende kultur, og så i øvrigt acceptere, at vi ikke kan forudsige de nøjagtige resultater.

10. Vi har brug for at anerkende leg som en faglighed i sig selv. For nu at tage en definition fra sproget.dk, så kan man jo besidde “viden, forudsætninger og kompetencer” inden for leg & leg er et “fagligt el. videnskabeligt område el. felt” i sig selv. Også i den grad. Leg er et fænomen man kan studere, forske i & uddanne sig til at mestre, forstå, (be)gribe, reflektere over, sætte ord på, sanse, praktisere og skabe rum for – og den dedikation fortjener legen.

11. Leg kræver praksis. Man kan ikke forstå leg uden at lege. Vi voksne har en tendens til at bruge hovedet, gå tænksomt til værks og dykke ned i teorien. Vil man noget med legen, sådan for alvor, så må man imidlertid udvikle en legepraksis, hvor refleksion og diskussion ganske vist spiller en rolle, men hvor det centrale aspekt er legen i sig selv.

12.Ingen kan begribe eller gribe legen på egen hånd. Kampen for legen er for omfattende og vigtig til, at nogen skal tage den alene. Vi må opdyrke stærke, modige og nysgerrige legefællesskaber, hvor vi, dybt og oprigtigt, sætter pris på hinandens vidt forskellige tanker, erfaringer og perspektiver (og det er i al beskedenhed en væsentlig del af intentionen bag CounterPlay og legetænketanken).

13. Leg er at risikere noget, at turde sætte sig selv og sine forestillinger på spil, at have mod til at vove sig ud i det ukendte, usikre og uforudsigelige. I legen er der altid en latent ustyrlighed, som man ikke kan eller skal forsøge at tøjle, men som man må kunne være i og omfavne. Hvem skal være legens forkæmpere og rollemodeller, hvis vi ikke tør risikere noget? Det er netop det, jeg foreslår med projektet “Legens Helte” om legemyndiggørelse for pædagoger og pædagogstuderende.

Jeg slutter lige i den lidt mere selvoptagede ende af spektret, men kun fordi jeg jo faktisk mener, at vi har bidraget med nogle af de ting, der er behov for, hvis legen for alvor skal trives. Med legefestivalen CounterPlay har vi skabt et levende, internationalt legefællesskab, der tager legen og dens mangfoldighed alvorligt, som undersøger legen på tværs af samfundet, og som i den grad giver legen plads til at udfolde sig. Det er ikke (kun) forskning, det er ikke (kun) praksis, men det skaber rum til dialog, diskussion, refleksion og sansning på kryds og tværs i møder mellem forskellige mennesker og perspektiver. Festivalen viser, i sine bedste øjeblikke, hvordan legen er et mulighedsrum, hvor meget mere kan lade sig gøre. I næste uge har vi det andet “officielle” møde i vores relativt nystiftede legetænketank, som er vokset ud af CounterPlay, og som udvikler sig til en stærk, klog og nysgerrig alliance for legen på tværs af Danmark. Den forventer jeg mig meget af.

Hvis vi skal tage det med sproget alvorligt (og det skal vi!), så tror jeg det er vigtigt at flere går på opdagelse i legen, reflekterer, danner sig indtryk, og bidrager med udtryk i den samtale, der hele tiden foregår – om det er tekst, video, lyd, billede, dans eller noget sjette, det er underordnet.

Der er meget materiale at kaste sig over, og jeg forsøger selv løbende at formulere og undersøge argumenter her på siden:

Legemanifest (præsenteret på Højskolernes årsmøde 2018)
Det legende menneske som dannelsesideal
The Player as Funambulist (“det legende menneske som linedanser)
Struggling in a ROI society (efter oplæg på Spilbar på Filmskolen)

Der er naturligvis også andre, klogere mennesker i det her lille land, der har skrevet vigtige ting – fx kan jeg anbefale disse, der er udkommet bare sådan inden for de senere år:

Helle Marie Skovbjerg: Perspektiver på Leg
Herdis Toft og Dion Rüsselbæk Hansen: Ustyrlighedens paradoks
Miguel Sicart: Play Matters
Stine Liv Johansen: Børns liv og leg med medier

The following two tabs change content below.

Mathias Poulsen

I think a playful mindset is essential for us to live better lives together. I organise the CounterPlay Festival to cultivate a #playfulsociety.

Latest posts by Mathias Poulsen (see all)