Jeg havde tidligere i dag fornøjelsen af at holde et kort oplæg efterfulgt af en god samtale om leg. Det føles altid så umådeligt privilegeret, sådan bare at kunne tale om leg, og jeg er meget taknemmelig for de muligheder, der opstår. Det foregik denne gang på Højskolernes Årsmøde, der blev afholdt på Egmont Højskolen i Hou.

Jeg var blevet bedt om at tale legens sag, være begejstret for leg og vise hvorfor leg er vigtigt. Det falder mig efterhånden ret naturligt. Egentlig var titlen på mit oplæg “10 gode grunde til at være et legende menneske”, men jeg havde lyst til at udfordre den lidt, og fokuserede i stedet for på 10 ting man skal være god til for at blive et legende menneske.

Det opleves for mig stadig mere vigtigt, at vi taler om, og skaber både sprog og forståelse for, hvordan vi kommer ind i legen, ikke hvad der kommer ud af legen. Hvad skal vi kunne, for at blive gode legere og legende mennesker?

Her får I mine slides med kommentarer:

Efter ti år som selvstændig er det stadig ikke lykkedes mig at finde en titel, der føles rigtig. Jeg er måske nok i en vis forstand konsulent, men det lyder så trist og siger ingenting. Efter flere mislykkede forsøg på alternative titler forsøger jeg mig nu med legeaktivist – uden helt at vide, præcis hvad det dækker over. Jeg ved dog, at jeg vil gøre rigtig, rigtig meget for at få legen til at trives, og jeg har nok egentlig en lidt aktivistisk tilgang til tingene. Ja, den holder jeg lige fast i.

Jeg har jo startet CounterPlay festivalen for at skabe et mangfoldigt, internationalt legefællesskab, der sammen kan udforske og fremme legen. Efter fire år har festivalen udviklet sig meget, og har uden tvivl bidraget til både legeforskning og legepraksis.

Senere har jeg taget initiativ til en national legetænketank, der skal blive en stærk, klog og nysgerrig alliance for legen.

Mest af alt er jeg optaget af at opdyrke legefællesskaber, og invitere flere mennesker med, der kan se legen fra andre perspektiver. Jeg er altid afsøgende og undrende på vej i nye retninger, hvor jeg fornemmer legen kan slå rod.

Fordi leg er livsglæde, og målet – for mig – er at lege os til at være mere legende, så har legen jo en enorm værdi i sig selv.

De ti pointer i mit lille legemanifest sigter derfor ikke på, hvad der kan komme ud af legen, men hvordan vi kommer ind i legen, hvordan vi kan give os hen til den, og hvad der skal til, for at vi kan blive mere legende mennesker i et mere legende samfund

Legen minder os netop om, at noget kan have værdi i sig selv. Det har vi tilsyneladende næsten glemt i vores stræben efter effektivitet og return-on-investment, så vi skal øve os på at være i det tilsyneladende formålsløse – fordi legen er formålet.

Legens vidunderlige energi kommer i første omgang fra, at nogen – mindst én, gerne flere – siger “ja” til legen, omfavner legens åbenhed, og accepterer, at meget mere med ét kan lade sig gøre.

I legen har vi alle mulighed for at blive aktive deltagere med agens i dynamiske fællesskaber, hvor vi hver især har en vis indflydelse på legen, der først bliver rigtig god, når vi hver især bidrager aktivt til de forhandlinger, der er centrale for legen.

Trods ihærdige forsøg kan ingen entydigt sige hvad leg er, hvordan “rigtig” leg ser ud eller føles. I stedet må vi nænsomt omfavne legens mangfoldighed, og udvikle en forståelse og et repertoire, der afspejler den nærmest ubegribelige diversitet.

Legen er aldrig helt afsondret fra resten af verden, men er derimod næsten altid udtryk for en nysgerrig, vilter afsøgning af, hvad der er muligt; hvordan verden, reglerne, konventionerne og vores måde at være sammen på måske kunne se anderledes ud.

Her udfordrer vi fx reglerne for det offentlige rum i Leeds – bevæbnet med kridt (læs mere om CounterPlay Leeds).

Leg kræver mod til at vove sig ud i det ukendte, det usikre og uforudsigelige, hvor man sætter sig selv på spil, risikerer at blotte sig, blive til grin og begå noget, der normalt ville opfattes som fejltrin. Man må have mod til at stole på de andre og på legen i sig selv.

Her er det fx min gode ven Stine, der tager mod til sig og leger med lukkede øjne – fordi hun stoler på mig, fællesskabet og legen. Det er virkelig modigt!

Jo bedre vi bliver til at forstå hinanden, at lege os ind i hinandens perspektiver, se verden med andre øjne, jo bedre kan vi lege sammen. Det fordrer at vi vil det fælles og at vi generøst strækker os for at nå de andre. I legen skal vi ville den anden det godt.

Når vi for alvor giver os hen til legen viser vi et nærvær, et inderligt, oprigtigt nærvær, der bringer os tættere på øjeblikket og hinanden. Her lader vi facaderne falde, viser mere af det, vi normalt gemmer væk, og bruger færre kræfter på at præstere og imponere. Vi er der bare. Sammen.

Fantasien er vores “indre legeplads”, og det er fantasien, der er legens bedste brændstof. Når vi leger skaber vi nye verdener, hvor legen kan udfolde sig og trives. Jo bedre vores individuelle og kollektive fantasi, jo mere medrivende bliver legen.

Og man kan fx øve sig ved at tage sine tøjdyr til til Salar de Uyuni – hvis man altså gerne vil fremstå ret mærkelig og excentrisk (man kan bilde sig selv og andre ind, at man har i sinde at skrive en børnbog med billederne af dyrene).

Uanset hvordan vi leger, om det er inde i vores hoveder eller ude i verden, roligt og afdæmpet eller vildt og larmende, så har legen altid en latent ustyrlighed, der pludselig kan sende os i nye og uforudsete retninger. Legen lader sig aldrig styre helt, hverken af kedelige voksne, regler eller læringsmål.

Hvis vi skal lege godt med hinanden skal vi turde række hånden ud og håbe at nogen tager imod den, at nogen vil os og legen det godt.

Leg kræver håb, men leg giver også håb om, at vi kan skabe nye muligheder sammen.

Det gælder også, når livet er svært, skulle jeg hilse og sige. Da Camilla, min kæreste, var indlagt på Rigshospitalet for at blive behandlet for hendes sclerose, var det i høj grad legen og den legende måde at være i det, der gav os håb. Noget så simpelt som en high-five efter vellykket genindsættelse af stamceller, det skaber en lidt anden stemning, hvor det er lidt nemmere at se og mærke håbet.

The following two tabs change content below.

Mathias Poulsen

I think a playful mindset is essential for us to live better lives together. I organise the CounterPlay Festival to cultivate a #playfulsociety.

Latest posts by Mathias Poulsen (see all)