[et_pb_section fb_built=”1″ _builder_version=”3.19.2″][et_pb_row _builder_version=”3.19.2″][et_pb_column type=”4_4″ _builder_version=”3.19.2″ parallax=”off” parallax_method=”on”][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]

For nylig var jeg af BUPL Nordsjælland inviteret til at bidrage på en pædagogisk temadag i Hillerød, der havde fået titlen “Sæt legen i centrum“. Det var en skøn formiddag med en masse leg, refleksion og samtaler om leg. Sikke dog en herlig flok dygtige, engagerede pædagoger (og nogle andre, relaterede fagligheder), der i den grad vil legen, og som har mod på at tage livtag med de små og (meget) store udfordringer, de møder hver dag.

 

[/et_pb_text][et_pb_toggle title=”Dagens program:” _builder_version=”3.19.2″]

9.00-9.15: Velkomst og leg
9.15-9.45: Oplæg: Leg, fællesskab og demokrati
9.45-10.15: Fælles refleksion og samtale om leg
10.15-10.45: Leg
10.45-11.00: Pause
11.00-11.15: Læreplaner – udfordringer og muligheder
11.15-12.00: De næste skridt

[/et_pb_toggle][et_pb_text admin_label=”Text” _builder_version=”3.19.2″]

Vi startede med at genopfriske den vigtige §7 i den nye dagtilbudslov, hvor legen beskrives som “grundlæggende”:

“Dagtilbud skal fremme børns trivsel, læring, udvikling og dannelse gennem trygge og pædagogiske læringsmiljøer, hvor legen er grundlæggende, og hvor der tages udgangspunkt i et børneperspektiv.”

Der er en øget opmærksomhed på legen lige nu, og det bør vi fejre og glæde os over, men det kræver samtidig en stor indsats af alle parter, hvis de gode intentioner skal slå igennem i den pædagogiske praksis. Det kræver, at vi finder sammen i stærke “legefællesskaber”, hvor vi kan støtte og inspirere hinanden, mens vi med et kor af stemmer insisterer på legen, også som et fænomen, der vitterligt har værdi i sig selv.

[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”Text” _builder_version=”3.19.2″]

Leg, fællesskab og demokrati

Jeg præsenterede mig, som jeg jo efterhånden har for vane, som legeaktivist, der vil gøre (næsten) hvad som helst for at få legen til at trives i samfundet. Derefter beskrev jeg hvordan jeg oplever at blive radikaliseret i disse år, hvor jeg modsætter mig “nødvendighedens politik” og i stedet insisterer på noget så uhåndgribeligt som håb og drømme. Det er især leg som livspraksis, der optager mig, og jeg arbejder ud fra en stor og umulig tese, der siger at:

Leg er ren livsglæde, legende mennesker lever bedre liv i en kompleks, uforudsigelig verden, og samfund hvor leg trives er også samfund hvor mennesker trives

[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”Slideshare” _builder_version=”3.19.2″]

[/et_pb_text][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]

Skal jeg fremhæve noget fra fra mit indledende oplæg om leg, fællesskab og demokrati, så må det være legens demokratiske potentiale. Eller måske snarere legens demokratiske natur.

Demokratiet er jo højt prioriteret i loven om dagtilbud, og det hedder blandt andet at:

”Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for og oplevelse med demokrati. Dagtilbud skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund”

Og vi finder noget lignende i folkeskolens formålsparagraf (som i mine øjne også kalder på mere leg):

“Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”

Hvordan kan vi øve os i demokrati? Det kan vi selvfølgelig ved at lege med hinanden. Som den amerikanske legeforsker, Thomas S. Henricks, påpeger, så forhandler vi i legen med hinanden måder at leve sammen på:

“When people agree on the terms of their engagement with one another and collectively bring those little worlds into being, they effectively create models for living”

[/et_pb_text][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/02/BUPL-4852-2-2-Large.jpg” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]

Disse “frie forhandlinger” kan selvfølgelig sagtens føre til sammenstød og gnidninger, som man skal lære at håndtere for at kunne blive demokratisk medborger:

”Dagtilbud er et socialt fællesskab, hvor alle er deltagere og lærer at navigere i konflikter og håndtere dem”

Her er det vigtigt, at børn (og voksne) lærer at praktisere det, Helle Marie Skovbjerg kalder “kvalitetsstridigheder”:

”Kvalitetsstridigheder er præcis dem, der gør, at man pludselig kan vise egne ideer til legen bedre, fordi man må insistere på dem, eller når man pludselig møder andres positioner og opdager, at de er interessante eller udfordrende. Stridighederne åbner med andre ord ens øjne for, at tingene kunne være anderledes.”

Det kalder på legekompetence, som det fremhæves hos Herdis Toft:

“At lege godt kræver stor legekompetence blandt udøverne. Opøvelse i legekompetence er samtidig opøvelse i demokrati”

Her talte vi om, hvordan man støtter børns udvikling af legekompetence på måder, der ikke underminerer legen. Det blev også påpeget, at børn har forskellige forudsætninger for at blive kompetente legere, og at nogle børn har brug for mere støtte end andre, når pædagogerne møder dem i dagtilbud og skole (ligesom med så meget andet, kan man sige).

Det er måske værd at tage med, at Herdis i øvrigt forholder sig temmelig kritisk til mulighederne for, at denne “opøvelse” faktisk kan foregå i dagtilbud og skoler:

“Dette anerkendes ikke i dag af de statsligt styrede institutioner, som danner ramme om børns leg. Tværtimod forsøger man ofte at styre de legendes ustyrligheder ved at sætte regler op, som ikke står til forhandling. Man modarbejder den demokratiseringsproces, som det ellers er institutionens erklærede mål at fremme”

[/et_pb_text][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/02/BUPL-4868-9-2-Large.jpg” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Dømmekraft” _builder_version=”3.19.2″]

For faglig dømmekraft

Det der bliver afgørende for, at alt dette kan bringes i spil, og at legen kan trives, det må være den faglige dømmekraft hos den professionelle, myndiggjorte pædagog. I sidste ende er det pædagogen der, sammen med børnene, må afgøre hvad der giver legen – og børnene – de bedste muligheder for at trives.

Heldigvis taler man i “Master for en styrket pædagogisk læreplan” også om det faglige råderum:

“De brede pædagogiske læringsmål skal derfor formuleres, så det pædagogiske personale sikres et fagligt råderum. Det faglige råderum skal være båret af pædagogisk begrundede valg af metoder og tilgange og praksisnære evalueringsredskaber, som fremmer en faglig refleksion over læringsmiljøet”

Det er der grund til at glædes over, men det sker næppe af sig selv, det er noget, man må insistere på, lokalt og på tværs af dagtilbud og skoler. Det er også (men absolut ikke kun) en kamp, som den enkelte pædagog må deltage i!

Igen ser vi en parallel til legen, for ifølge Lars Geer Hammershøj, så er netop dømmekraft en særlig kraft i legen:

”Også i legen får man idéer med en pludselighed og spontanitet, som ikke kan styres. Den gode leg er kendetegnet ved, at dem, der leger, er gode til at bidrage til legen med noget interessant. Det kræver dømmekraft at vide, hvad der kan bidrage til legen og udvikle legen, så den bryder med det, man kender eller har gjort før”

Både når man skal være en god “leger”, en god pædagog og en god demokratisk medborger, så er dømmekraften altså afgørende.

Måske skal vi huske Gregory Batesons linedanser: “Linedanseren opretholder sin stabilitet ved ustandselige korrektioner af sin ubalance”. Det kræver både øvelse og dømmekraft at være en god linedanser, der hele tiden justerer sin indsats efter alle de mange sanseindtryk hjernen modtager – præcis som når vi leger. Svaret er aldrig givet på forhånd, men vejen findes i et samspil af mange faktorer, som man i situationen må vælge mellem.

Jeg viste lidt af denne fine video, “Den store opdagelsesrejse for de helt små“, hvor (desværre nu afdøde) Kjetil Sandvik siger noget klogt om dømmekraft og læringsmål:

“man skal ikke være så forhippet på, at det hele skal være i rammer, og planlagt ud fra læringsmål, men at man kan bruge den frie leg, og så kan man bagefter hive sine læringsmål frem og se, “jamen ramte vi nogen af dem” og så vil man nok se, at man ramte pænt mange.”

[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”YouTube” _builder_version=”3.19.2″]

https://www.youtube.com/watch?time_continue=11&v=jryxDLc4lLc

[/et_pb_text][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]

Vi drøftede også dokumentation og evaluering, som begge er vigtige, men som også kan risikere at komme i vejen for legen. Det hedder sig jo, at “en styrket pædagogisk læreplan må nødvendigvis være båret af en tydelig og ambitiøs dokumentationspraksis og en systematisk evalueringskultur.”. Det er der ikke i sig selv noget galt med, så længe det ikke bliver for tungt, stift og ødelæggende for spontaniteten og muligheden for at se det smukke i øjeblikket. Dokumentation og evaluering bør altid være sekundært og blot et (af mange) middel til at skabe bedre vilkår for børnenes trivsel, udvikling og liv. Måske skal vi tale mere om “nysgerrighedskultur”, for egentlig handler det vel om, at vi skal være systematisk nysgerrige på, hvad der giver mening i den konkrete, lokale sammenhæng, og bør have en åben, undersøgende praksis, der fastholder og bygger på det meningsfulde.

Spørgsmål og gode idéer:

Til allersidst bad jeg alle om at skrive (mindst) én post-it med et spørgsmål, de ville diskutere med deres kolleger eller en idé, de ville gå hjem og prøve af. Også her var det meget tydeligt, hvor meget alle de her legesyge mennesker har på hjerte.

[/et_pb_text][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/02/BUPL-4876-13-2-Large.jpg” show_in_lightbox=”on” admin_label=”Post-its” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][et_pb_toggle title=”Se blot alle de spørgsmål der blev stillet, idéer der blev skabt og intentioner der blev delt:” _builder_version=”3.19.2″]

Sætte fokus på hvorfor vi gør som vi gør som pædagoger?
Forældre på banen ift. at lege med deres børn.
Tilbage til at lege ligesom i “gamle dage”.
Demokrati og leg
Hvordan kan vi inddrage og informere forældrene?
Voksne som rollemodel
Hvordan understøtter vi de spontane elementer i en leg i stedet for at fokusere på rammer og regler?
Hvordan bliver voksne de bedste rollemodeller for udvikling af leg?
Mere fokus på at legen er en værdi i sig selv.
Formidle hvor god og givende legen er til forældrene.
Er legen grundlæggende?
Hvordan vi fagligt får formidlet at leg giver social kompetence
Hvordan får vi de udsatte børn mere med i legen – så de udvikler deres legeglæde?
Hvordan får vi fanget ungernes kreativitet, fantasi og opfindsomhed til at starte LEG?
Hvordan kan vi som pædagoger være med til at sætte legen i højsædet? Vi skal insistere!!!
Hvordan skal pædagoger tale (råbe) om legen?
Fokus på legens værdi for både børn og voksne
Vi vil have mere kreativ tænkning og opfindsomhed. Børn skal være med til at sætte dagsordenen i klubben.
Jeg vil forsøge at lave det legende alternativ i undervisningen.
Hvordan skaber jeg/vi et legelaboratorie i skolen?
Skabe modstand, insistere på at der ikke kun findes én vej, et opgør med nødvendighedens politik
Fra måling til faglig vurdering?
Legen i skolen, i fagene, i fritiden
Tage det alvorligt at legen er grundlæggende og starte der, når man fx skal arbejde med læringsmål.
Hvordan imødekommer skole/SFO børns behov for leg?
Leg på dagsordenen på personalemøder, forældremøder, temaaftener.
Tage leg op på vores P-møder til videre diskussion og refleksion.
At være medskaber af legeuniverser.
Skal alle kunne lege?
Hvordan kan vi se, at børnene leger godt?
Udvikle lege(lærings)miljøer 🙂
“Fri leg” – hvad er det?
Husk nysgerrigheden!
Hvordan insistere på det faglige råderum og den faglige dømmekraft?
Det fungerer bedst, når vi som voksne er med og er tilstede!!
Slip kontrollen i legen.
Gør noget nyt, gør noget andet 🙂
Pædagogen som linedanser
Vi skal overlevere alle de gamle fælleslege til børnene. De lærer dem ikke af sig selv.
Hvor meget skal voksne (lærere, pædagoger og forældre) bestemme børns legerelationer og med hvilket formål?
Slip kontrollen!

[/et_pb_toggle][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]Der er jo, mildest talt, nok at tage fat på, og jeg håber, at bare nogle af disse spørgsmål bliver stillet og nogle af intentionerne bliver realiseret i den kommende tid.

Især håber jeg, at der bliver kæmpet for det faglige råderum og den professionelle dømmekraft, så der bliver plads til legen med al dens uforudsigelighed, spontanitet og glæde – og jeg vil selvfølgelig gøre hvad jeg kan for at bidrage til den kamp.
[/et_pb_text][et_pb_toggle title=”Lege vi legede:” _builder_version=”3.19.2″]

Hilseleg: Hver deltager giver hånd og hilser på en af de andre deltagere, og må først give slip på hånden, når de har fat i en tredje persons hånd.

Babbling eller “Pludre, plapre, sludre, skvadre, vrøvle”: Deltagerne taler sammen, to og to, om et vilkårligt emne. Den ene taler i 30 sekunder, og så den anden. Man skal ikke tænke for meget, men bare plapre løs.

What has changed?: Deltagerne stiller sig op på to rækker overfor hinanden, og ser godt på den person man står overfor. Den ene rækker vender sig rundt, mens dem i den anden række ændrer noget ved sig selv. Nu skal den første række vende sig om igen, og gætte, hvad den anden person har ændret.

Colombian Hypnosis: Den ene er hypnotisør, og hypnotiserer den anden til at følge sin hånd, der holdes op foran den hypnotiseredes ansigt.

Prui

[/et_pb_toggle][et_pb_toggle title=”Links og tekster” _builder_version=”3.19.2″]

Hansen, D. R. og Toft, H.: Ustyrlighedens Paradoks

Jensen, V. B.: En Kraft i legen og dannelse (med Lars Geer Hammershøj)

Møller, H. H., Ida Halling Andersen, I. H., Kristensen, K. B. og Rasmussen, C. S.: Leg i Skolen

Niss, K.: Til forsvar for nysgerrigheden

Poulsen, M.: Det Legende Menneske som Dannelsesideal

Poulsen, M.: Demokratiske Legelaboratorier

Skovbjerg, H. M. : Perspektiver på Leg

Toft, H.:Leg som ustyrlig deltagelseskultur – eller fortællingen om det demokratiske æsel

[/et_pb_toggle][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/02/BUPL-4873-12-2-Large.jpg” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section fb_built=”1″ _builder_version=”3.19.2″][et_pb_row _builder_version=”3.19.2″][et_pb_column type=”4_4″ _builder_version=”3.19.2″ parallax=”off” parallax_method=”on”][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]

I lørdags havde jeg sammen med gode legekammerater samlet en flok legesyge mennesker på Københavns Professionshøjskole: Campus Carlsberg til den første danske ”LegeEdCamp”. De gode folk hos BUPL havde gavmildt støttet med penge til forplejning, så dagen var gratis for alle, og vi sætter i det hele taget stor pris på deres store opbakning til legen. Vi havde især inviteret dem, der beskæftiger sig med pædagogik, og selvom det gav en grad af fælles fokus, så var der samtidig mange forskellige spændende perspektiver repræsenteret.

Igen blev jeg bekræftet i, at der altså findes mange, som deler min dybe kærlighed til legen, og som passioneret dedikerer tid og energi til at forbedre legens vilkår. Sådan en oplevelse er med til at holde håbet oppe i lang tid, også når er svært (og det skal jeg lige love for, at det ofte er).

[/et_pb_text][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/01/LegeEdCamp-4634-4-Large.jpg” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Om Edcamp” _builder_version=”3.19.2″]

Hvorfor en ”LegeEdCamp”, og hvad er det overhovedet for noget??

En ”EdCamp” er et amerikansk fænomen, som vi er nogle græsrødder, der ”importerede” for 5-6 år siden. Vi var inspirerede af, hvordan EdCamp voksede frem som en reaktion mod de traditionelle konferencer, hvor få talte og mange lyttede. På en EdCamp er der derfor ikke noget på forhånd fastlagt program med en lang talerække, men der er blot et tomt ”grid” eller ”gitter”, som man sammen fylder ud med de emner, deltagerne gerne vil tale om og undersøge.

Det lyder måske lidt mærkeligt, og det har da også vist sig, at man skal opleve en EdCamp, før man helt forstår formatet. Alligevel er det nu ikke så indviklet, for det er jo bare et spørgsmål om, at man i fællesskab beslutter, hvad dagen skal handle om.

Formatet passer ret godt til netop leg, fordi en EdCamp også af natur er åben, drevet af deltagerne og ikke fører frem til nogen forudsigelig og på forhånd fastlagt destination. Man ved altså aldrig helt hvor man ender eller hvad der kommer ud af legen, og det er man nødt til at acceptere. Det er vi ikke altid så gode til, for vi forventer et klart udbytte, men så må vi jo øve os og sammen gå på opdagelse i det, vi ikke helt kender, forstår eller kan styre. Ellers bliver vi aldrig rigtigt klogere eller kommer videre.

[/et_pb_text][et_pb_toggle title=”Dagens Program” _builder_version=”3.19.2″]

9.30-10.00: Kaffe og ankomst
10.00-10.20: Velkomst // leg
10.20-10.50: Korte oplæg (ved Hasse Møller og Mathias Poulsen)
10.50-11.20: Udvikling af grid/program (inkl. pause og leg)
11.30-12.15: Runde 1
12.15-13.00: Frokost // Leg
13.00-13.45: Runde 2
13.45-14.15: Pause // Leg
14.15-15.00: Runde 3
15.00-15.45: Faciliteret opsamling
15.45-16.00: Afslutning og tak for i dag med bobler

[/et_pb_toggle][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/01/LegeEdCamp-4644-9-Large.jpg” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Oplæg” _builder_version=”3.19.2″]

Vi lagde ud med en leg, selvfølgelig, efterfulgte af en introduktion til EdCamp-formatet inden jeg holdt et kort oplæg om leg som livspraksis, myndiggørelse, deltagelse, agens, legefællesskaber og demokrati. I mine øjne er leg jo netop udtryk for levende demokratiske forhandlinger, og jeg tror, at legen rummer kimen til en revitalisering af vores stivnede demokrati (du kan hente min præsentation her og læs også gerne mit blogindlæg om leg og demokrati).

Nå, men vi skulle naturligvis videre i teksten, og Hasse (Møller fra Københavns Professionshøjskole) havde forberedt en leg, hvor deltagerne først skulle ”lege i deres tanker”, og siden kategorisere de lege, de havde leget (i tankerne) efter Helle Marie Skovbjergs fire legestemningsperspektiver (læs hendes ”Perspektiver på Leg”, den er go’).

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][et_pb_row _builder_version=”3.19.2″][et_pb_column type=”1_2″ _builder_version=”3.19.2″ parallax=”off” parallax_method=”on”][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/01/LegeEdCamp-4675-16-Large.jpg” show_in_lightbox=”on” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″ _builder_version=”3.19.2″ parallax=”off” parallax_method=”on”][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/01/LegeEdCamp-4678-17-Large.jpg” show_in_lightbox=”on” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][/et_pb_column][/et_pb_row][et_pb_row _builder_version=”3.19.2″][et_pb_column type=”4_4″ _builder_version=”3.19.2″ parallax=”off” parallax_method=”on”][et_pb_text admin_label=”Grid” _builder_version=”3.19.2″]

Efter sådan en omgang opvarmning var vi kommet frem til hjertet af en EdCamp, nemlig den fælles programlægning på baggrund af deltagernes brændende interesser og spørgsmål.

[/et_pb_text][et_pb_toggle title=”Her er nogle af de gode spørgsmål, der blev stillet undervejs:” _builder_version=”3.19.2″]

Hvordan får man/jeg mod til at lege mere?
Hvordan skaber man mere leg på arbejdspladsen?
Hvordan skaber vi et fælles sprog for leg?
Hvordan skaber vi bedre vilkår for leg i skoler?
Hvordan kan legen redde vores demokrati?
Hvordan får vi leg integreret i undervisningen?
Kan man lege mens man læser?
Hvad sker der hvis vi lader legen være styrende?
Hvad kan leg ift. livsduelighed?
Hvordan kan man skabe gode legefællesskaber i lokalsamfundet på tværs af alder?
Hvad kan pædagoger særligt, og hvordan får vi andre til at se det og lære af det?
Leg og teknologi – venner eller fjender?
Må jeg som forælder lære mit barn at tabe, når vi leger sammen?
Er der en rigtig måde en leg kan fungere på?
Hvad er legekompetence?
Hvilke præmisser har/giver vi den frie leg?
Hvilke rolle har voksne ift. at igangsætte ”den frie leg”?
Legegrupper – lukket eller åben?
Leg for voksne – hvad kan åbne ”lovlighed” til leg, så den er større end fx quizzer?
Hvad skal vi ikke lege?
Leg med personlighed – hvorfor ændrer/begrænser vi os første gang vi møder nogen?

[/et_pb_toggle][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/01/LegeEdCamp-4706-22-Large.jpg” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]

Efter programmet var lavet blev deltagerne sluppet løs. Stem med fødderne, gå derhen hvor der er noget, som du er passioneret omkring. En EdCamp er normalt bygget op omkring samtaler, men vi lod det selvfølgelig stå folk frit for også at lege undervejs. Det afgørende er, at man i den pågældende gruppe forhandler og bliver enige om, hvad der skal ske – ligesom når vi leger.

Personligt var jeg især involveret i tre diskussioner, nemlig om voksne og leg, om leg og demokrati, og endelig en mere tilfældigt opstået samtale om, hvordan vi skaber stærkere alliancer for legen (især i det pædagogiske felt, men også mere generelt i samfundet).

På tværs af disse samtaler ser jeg et ret tydeligt mønster, nemlig behovet for mere mangfoldige, levende, eksperimenterende legefællesskaber. Vi kan formentlig alle mærke usikkerheden, når vi taler om leg og når vi insisterer på, at leg altså også er vigtigt for voksne. Ingen kan forandre ret meget alene, men med stærke legefællesskaber i ryggen kan meget lade sig gøre.

Nu står jeg derfor også tilbage med en klar fornemmelse af, at der er brug for de rum, som en EdCamp skaber. Vi trænger til at puste mere liv i vores tilgange til leg, så vi både leger mere, taler mere, tænker mere og eksperimenterer mere med leg.

[/et_pb_text][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/01/LegeEdCamp-4752-33-Large.jpg” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Mere Leg” _builder_version=”3.19.2″]

Der var nogle deltagere, der udtrykte en vis skuffelse over, at vi ikke legede noget mere. Det tager jeg naturligvis til mig, for det er da en skøn efterlysning: mere leg! Jeg synes egentlig, at vi legede ret meget, og meget mere end til de fleste arrangementer jeg deltager i, men ja, der var også meget snak (passioneret, inspirerende snak, men ord, ikke desto mindre). Mens jeg hellere end gerne vil lave mere ”rendyrkede” legearrangementer, så har jeg også bare en vis forkærlighed for de her ”rum”, hvor vi har frihed til at lege når vi vil, men hvor vi også insisterer på samtale og refleksion. Jeg kan jo desuden kun opfordre alle til at være så myndiggjorte som i legen, hvor det meste er muligt, og hvor vi alle kan handle og forme legen. Eller med andre ord: er der noget, man synes burde være anderledes, så lav et eksperiment, invitér bredt, åbent og se hvad der sker (det er min egen tilgang til det meste).

[/et_pb_text][et_pb_image src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2019/01/LegeEdCamp-4660-12-Large.jpg” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Hvad nu” _builder_version=”3.19.2″]

Hvad nu?

Legen fortsætter, her, der og alle vegne. Vi har alle fået nye legekammerater, der forhåbentlig i lidt højere grad føler sig som en del af et mangfoldigt, levende legefællesskab.

Med min (selvopfundne) titel som ”legeaktivist” er jeg naturligvis i fuld gang med aktivisme og eksperimenter, der (siger jeg med krydsede fingre og en stor portion håb) kan forbedre legens vilkår. Der kommer nok flere LegeEdCamps, men indtil da er der meget andet at kaste sig over. Lige om lidt afholder vi den femte udgave af CounterPlay legefestivalen, der undersøger legen med afsæt i et internationalt, ambitiøst, gavmildt og legende legefællesskab (læs mere om festivalen og se programmet). Sidste år stiftede vi en Legetænketank med en masse dygtige, engagerede forskere og praktikere, der i den grad vil legen, og som kommer til at sætte spændende skibe i søen i løbet af 2019. Om nogle uger laver jeg en workshop i for BUPL i Hillerød, “Sæt legen i centrum“, og lidt senere på foråret skal jeg lege med på Dafolos konference, ”Skal vi lege?”, i Lego Houlse i Billund.

Jeg prøver at holde denne kalender opdateret med legearrangementer, og jeg tager gerne imod forslag til, hvordan vi bedre kan skabe synlighed omkring de mange legeaktiviteter, der finder sted rundt omkring i landet.

I det hele taget kan jeg kun opfordre til, at man blander sig i debatten, taler legens sag, udvikler sin egen legepraksis, opdyrker legefællesskaber lokalt og kaster sig ud i sine egne legeeksperimenter.

Sammen kan vi nemlig radikalt forbedre legens vilkår i samfundet, for både børn og voksne.

[/et_pb_text][et_pb_text _builder_version=”3.19.2″]

Billeder fra dagen:

[/et_pb_text][et_pb_gallery gallery_ids=”5962,5963,5964,5965,5966,5970,5977,5979,6005,6004,6003,6002,6001,6000,5999,5998,5997,5996,5995,5994,5993,5992,5991,5990,5989,5988,5987,5986,5985,5984,5983,5982,5981,5980″ gallery_orderby=”rand” fullwidth=”on” _builder_version=”3.19.2″][/et_pb_gallery][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text _builder_version=”3.1.1″]

Jeg havde tidligere i dag fornøjelsen af at holde et kort oplæg efterfulgt af en god samtale om leg. Det føles altid så umådeligt privilegeret, sådan bare at kunne tale om leg, og jeg er meget taknemmelig for de muligheder, der opstår. Det foregik denne gang på Højskolernes Årsmøde, der blev afholdt på Egmont Højskolen i Hou.

Jeg var blevet bedt om at tale legens sag, være begejstret for leg og vise hvorfor leg er vigtigt. Det falder mig efterhånden ret naturligt. Egentlig var titlen på mit oplæg “10 gode grunde til at være et legende menneske”, men jeg havde lyst til at udfordre den lidt, og fokuserede i stedet for på 10 ting man skal være god til for at blive et legende menneske.

Det opleves for mig stadig mere vigtigt, at vi taler om, og skaber både sprog og forståelse for, hvordan vi kommer ind i legen, ikke hvad der kommer ud af legen. Hvad skal vi kunne, for at blive gode legere og legende mennesker?

Her får I mine slides med kommentarer:

[/et_pb_text][et_pb_button _builder_version=”3.1.1″ button_text=”Hent præsentation som pdf” button_url=”http://counterplay.org/files/Legemanifest.pdf” /][et_pb_image admin_label=”Slide 2″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide2.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst2″ _builder_version=”3.1.1″]

Efter ti år som selvstændig er det stadig ikke lykkedes mig at finde en titel, der føles rigtig. Jeg er måske nok i en vis forstand konsulent, men det lyder så trist og siger ingenting. Efter flere mislykkede forsøg på alternative titler forsøger jeg mig nu med legeaktivist – uden helt at vide, præcis hvad det dækker over. Jeg ved dog, at jeg vil gøre rigtig, rigtig meget for at få legen til at trives, og jeg har nok egentlig en lidt aktivistisk tilgang til tingene. Ja, den holder jeg lige fast i.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide 3″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide3.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst3″ _builder_version=”3.1.1″]

Jeg har jo startet CounterPlay festivalen for at skabe et mangfoldigt, internationalt legefællesskab, der sammen kan udforske og fremme legen. Efter fire år har festivalen udviklet sig meget, og har uden tvivl bidraget til både legeforskning og legepraksis.

Senere har jeg taget initiativ til en national legetænketank, der skal blive en stærk, klog og nysgerrig alliance for legen.

Mest af alt er jeg optaget af at opdyrke legefællesskaber, og invitere flere mennesker med, der kan se legen fra andre perspektiver. Jeg er altid afsøgende og undrende på vej i nye retninger, hvor jeg fornemmer legen kan slå rod.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide4″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide4.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst4″ _builder_version=”3.1.1″]

Fordi leg er livsglæde, og målet – for mig – er at lege os til at være mere legende, så har legen jo en enorm værdi i sig selv.

De ti pointer i mit lille legemanifest sigter derfor ikke på, hvad der kan komme ud af legen, men hvordan vi kommer ind i legen, hvordan vi kan give os hen til den, og hvad der skal til, for at vi kan blive mere legende mennesker i et mere legende samfund

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide5″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide5.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst5″ _builder_version=”3.1.1″]

Legen minder os netop om, at noget kan have værdi i sig selv. Det har vi tilsyneladende næsten glemt i vores stræben efter effektivitet og return-on-investment, så vi skal øve os på at være i det tilsyneladende formålsløse – fordi legen er formålet.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide6″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide6.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst6″ _builder_version=”3.1.1″]

Legens vidunderlige energi kommer i første omgang fra, at nogen – mindst én, gerne flere – siger “ja” til legen, omfavner legens åbenhed, og accepterer, at meget mere med ét kan lade sig gøre.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide7″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide7.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst7″ _builder_version=”3.1.1″]

I legen har vi alle mulighed for at blive aktive deltagere med agens i dynamiske fællesskaber, hvor vi hver især har en vis indflydelse på legen, der først bliver rigtig god, når vi hver især bidrager aktivt til de forhandlinger, der er centrale for legen.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide8″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide8.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst8″ _builder_version=”3.1.1″]

Trods ihærdige forsøg kan ingen entydigt sige hvad leg er, hvordan “rigtig” leg ser ud eller føles. I stedet må vi nænsomt omfavne legens mangfoldighed, og udvikle en forståelse og et repertoire, der afspejler den nærmest ubegribelige diversitet.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide9″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide9.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst9″ _builder_version=”3.1.1″]

Legen er aldrig helt afsondret fra resten af verden, men er derimod næsten altid udtryk for en nysgerrig, vilter afsøgning af, hvad der er muligt; hvordan verden, reglerne, konventionerne og vores måde at være sammen på måske kunne se anderledes ud.

Her udfordrer vi fx reglerne for det offentlige rum i Leeds – bevæbnet med kridt (læs mere om CounterPlay Leeds).

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide10″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide10.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst10″ _builder_version=”3.1.1″]

Leg kræver mod til at vove sig ud i det ukendte, det usikre og uforudsigelige, hvor man sætter sig selv på spil, risikerer at blotte sig, blive til grin og begå noget, der normalt ville opfattes som fejltrin. Man må have mod til at stole på de andre og på legen i sig selv.

Her er det fx min gode ven Stine, der tager mod til sig og leger med lukkede øjne – fordi hun stoler på mig, fællesskabet og legen. Det er virkelig modigt!

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide11″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide11.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst11″ _builder_version=”3.1.1″]

Jo bedre vi bliver til at forstå hinanden, at lege os ind i hinandens perspektiver, se verden med andre øjne, jo bedre kan vi lege sammen. Det fordrer at vi vil det fælles og at vi generøst strækker os for at nå de andre. I legen skal vi ville den anden det godt.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide12″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide12.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst12″ _builder_version=”3.1.1″]

Når vi for alvor giver os hen til legen viser vi et nærvær, et inderligt, oprigtigt nærvær, der bringer os tættere på øjeblikket og hinanden. Her lader vi facaderne falde, viser mere af det, vi normalt gemmer væk, og bruger færre kræfter på at præstere og imponere. Vi er der bare. Sammen.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide13″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide13.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst13″ _builder_version=”3.1.1″]

Fantasien er vores “indre legeplads”, og det er fantasien, der er legens bedste brændstof. Når vi leger skaber vi nye verdener, hvor legen kan udfolde sig og trives. Jo bedre vores individuelle og kollektive fantasi, jo mere medrivende bliver legen.

Og man kan fx øve sig ved at tage sine tøjdyr til til Salar de Uyuni – hvis man altså gerne vil fremstå ret mærkelig og excentrisk (man kan bilde sig selv og andre ind, at man har i sinde at skrive en børnbog med billederne af dyrene).

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide14″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide14.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst14″ _builder_version=”3.1.1″]

Uanset hvordan vi leger, om det er inde i vores hoveder eller ude i verden, roligt og afdæmpet eller vildt og larmende, så har legen altid en latent ustyrlighed, der pludselig kan sende os i nye og uforudsete retninger. Legen lader sig aldrig styre helt, hverken af kedelige voksne, regler eller læringsmål.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Slide15″ _builder_version=”3.1.1″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/05/Slide15.jpg” /][et_pb_text admin_label=”Tekst15″ _builder_version=”3.1.1″]

Hvis vi skal lege godt med hinanden skal vi turde række hånden ud og håbe at nogen tager imod den, at nogen vil os og legen det godt.

Leg kræver håb, men leg giver også håb om, at vi kan skabe nye muligheder sammen.

Det gælder også, når livet er svært, skulle jeg hilse og sige. Da Camilla, min kæreste, var indlagt på Rigshospitalet for at blive behandlet for hendes sclerose, var det i høj grad legen og den legende måde at være i det, der gav os håb. Noget så simpelt som en high-five efter vellykket genindsættelse af stamceller, det skaber en lidt anden stemning, hvor det er lidt nemmere at se og mærke håbet.

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_button _builder_version=”3.0.91″ button_text=”Skriv dig op til opdateringer om tænketanken” button_url=”https://docs.google.com/forms/d/e/1FAIpQLSfPl0UBNPDEtEb5JvN6qhYfDAO8eqHZsuVza0mY75KISWJUMg/viewform?usp=send_form” url_new_window=”off” background_layout=”light” custom_button=”off” button_icon_placement=”right” /][et_pb_text _builder_version=”3.0.91″ background_layout=”light”]

Torsdag d. 8. februar var på alle mulige måder en særlig dag. En af den slags dage, man kan leve højt på i lang tid, fordi energien var så fantastisk, men også fordi der skete noget, som jeg tror er meget vigtigere end dagen i sig selv.

Efter mange overvejelser, samtaler og forberedelser var det lykkedes at samle nogle af Danmarks bedste, skarpeste og mest krøllede legehjerner på Syddansk Universitet i Odense. Vi mødtes ene og alene fordi vi alle deler en dyb kærlighed til leg og et stort ønske om at give legen bedre vilkår overalt i samfundet.

Hele vejen rundt var der en oprigtighed, åbenhed og en vital nysgerrighed på, hvordan vi måske kan gøre mere sammen end vi formår hver for sig. Det var på den baggrund, at vi besluttede at stifte Danmarks (og måske verdens!) første legetænketank, som dermed nu er en realitet.

Ja, uanset hvor tosset det måske kan lyde, så findes der altså nu en ambitiøs tænketank for leg, hvis første, tidlige udkast til en formålsparagraf lyder omtrent sådan her:

“Tænketanken er et tværfagligt, mangfoldigt forum hvor mennesker med en professionel interesse i leg kan mødes. Vi vil:

• arbejde for bedre rammer for leg som værensform og livspraksis.
• arbejde for en større forståelse af legens muligheder og betydninger for den enkelte og samfundet (politisk, etisk og æstetisk).
• tale med et kor af stemmer på tværs af sektorer
• udvikle et nuanceret, nænsomt fælles sprog om leg, der respekterer og rummer legens mange forskellige dimensioner og paradokser.

Den er ikke helt på plads, men helt ærligt, det er da allerede temmelig lovende at have en tænketank med det udgangspunkt, hva’?

[/et_pb_text][et_pb_image _builder_version=”3.0.91″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/02/PlayThinkTank-0324-2.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” always_center_on_mobile=”on” force_fullwidth=”off” show_bottom_space=”on” /][et_pb_text _builder_version=”3.0.91″ background_layout=”light”]

Baggrund:

Initiativet til at etablere en national legetænketank er vokset ud af vores mange forskellige erfaringer med CounterPlay festivalen, som vi har afholdt i Aarhus de sidste fire år. Vores udgangspunkt har her været, at leg er vigtigt for alle mennesker, uanset alder, og vi tror på, at det bedste vi kan gøre for at leve gode liv i den her komplekse, kaotiske verden, det er at blive og være så legende som muligt. Vi insisterer på legens mangfoldighed, hvor leg kan have mange betydninger og se ud på mange måder, og vi nærmer os legen fra både forskning og praksis, gennem samtaler, refleksion og leg.

Festivalen har over årene udviklet sig til et internationalt anerkendt forum og fællesskab, hvor mennesker fra hele verden sammen går på opdagelse i legen. Mens vi er både glade og stolte over hvad vi har opnået med CounterPlay, hvor meget kan lade sig gøre, så er det også blevet stadig mere tydeligt for os, at festivalen har sine egne indbyggede begrænsninger. Man kan måske nok godt sige, at festivalen er sådan lidt “avant-garde” og skæv, hvor vi kaster os selv og deltagerne ud i mange forskellige vilde eksperimenter på en gang . Det er krævende at deltage, det er på engelsk og det er ikke altid indlysende tydeligt, hvad man helt nøjagtigt får ud af det – præcis som enhver anden god leg. Vi kan tydeligt se, at netop sådan et forum har sin berettigelse, og vi fortsætter naturligvis udviklingen af festivalen, men der er også bare brug for noget andet og mere.

Det er her, tænketanken kommer ind i billedet. Jeg har i et stykke tid drømt om et tværfagligt, mangfoldigt forum på nationalt plan, som formes og udvikles i samspil mellem så mange centrale aktører som muligt. Derfor har jeg gjort som jeg plejer, når jeg får en idé: jeg har spurgt dem, jeg forventer vil forstå mig, om de vil lege. I dette tilfælde har jeg simpelthen bare kontaktet de mennesker, der allerede har vist tilstrækkeligt stort mod og nysgerrighed til at være aktive på CounterPlay. Da der tegnede sig det mønster, at de fleste sagde “ja, og…”, så turde jeg godt samle hele flokken og flere til. Det skulle vise sig at være en af mine bedre beslutninger.

[/et_pb_text][et_pb_image _builder_version=”3.0.91″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/02/PlayThinkTank-4044-2.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” always_center_on_mobile=”on” force_fullwidth=”off” show_bottom_space=”on” /][et_pb_text _builder_version=”3.0.91″ background_layout=”light”]

Drøftelser & drømme

Selvom vi selvfølgelig både havde tænkt og talt på kryds og tværs inden vi mødtes i Odense, så havde jeg med vilje ladet mange store spørgsmål stå åbne, for fælles initiativer må jo nødvendigvis skabes i fællesskab og vokse frem af de drømme, vi hver især bærer på.

Hvad skal formålet med sådan en tænketank være? Hvilke legedrømme kan tænketanken indfri?

Først og fremmest var vi i vid udstrækning enige om, at sådan en tænketank må tage sit afsæt i leg og fungere på legens præmisser. Faktisk var det et centralt tema og et hyppigt formuleret ønske, at tænketanken netop skal turde værne om legen uden forbehold og modkrav. Nok kan legen have utallige positive afledte effekter, idet man fx kan risikere at lære noget, der måske endda er nyttigt. Det er vi ikke blinde for, men det er bare ikke det, der er legens primære formål og derfor heller ikke det, vi bygger vores fælles identitet på.

Tænketanken er også udtryk for, at vi gerne vil ses noget mere, møde nye legekammerater, samt at vi gerne vil opdyrke nogle mere mangfoldige og levende “legefællesskaber”. Vi kan lære meget af hinanden, vi står stærkere når vi er flere, og så er det også bare enormt opløftende at være sammen med mennesker, der brænder for legen.

Vi vil være en åben, modig og nysgerrig tænketank, der ganske vist insisterer på legens egenværdi, men som ikke altid kender svarene på forhånd. Vi vil turde omfavne legens mangfoldighed, de mange iboende paradokser og være i stand til at anlægge forskellige “prismer” på leg: det stille, rolige, kærlige, smukke, poetiske, fjollede, mærkelige og det vilde, skæve, kaotiske, farlige, ja, sågar det grimme. Med tænketanken vil vi derfor skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor vi stoler på hinanden, tør være i tvivl og ikke er bange for at rejse vanskelige diskussioner. Vi har altså ikke én sandhed vi vil formidle, og imens vi nogle gange kommer til at udtale os som én tænketank, så kan vi sagtens være uenige, eller som Herdis Toft så fint formulerede det:

“noget af det en tænketank også gør, det er at den tænker tanker, præsenterer forskellige legesyn og -opfattelser, og lader dem støde sammen og brydes”

Selvom vi er en tænketank, der tænker tanker, så er vi samtidig en eventyrlysten gruppe af mennesker, der vil gøre tanke til handling, og som ønsker skabe reelle forandringer af og i praksis. Legen skal (også) ud af vores hoveder, ud og leve rundt omkring i samfundet gennem forskellige aktiviteter og eksperimenter.

Vi vil fra starten forsøge at kvalificere den måde, vi taler om leg. Som (Danmarks første professor i leg!) Helle Marie Skovbjerg fremhævede, så har vi brug for et “tip-top tunet sprog om leg”, et poetisk sprog, der nænsomt, men samtidig med stor præcision kan rumme legens mange nuancer og modsætninger. Det skal også være et sprog, der giver tænketanken en stemme i den offentlige debat, og som, uden at undergrave legen, sætter en dagsorden og fremmer den kollektive indsigt i leg som fænomen.

Ret tidligt bed jeg mærke i, at alle disse drøftelser og drømme for tænketanken blev omtalt som noget “vi” kan sammen. Tænk, det er allerede nu, på et ganske tidligt stadie, noget VI gør.

Alene frekvensen af det lille ord fylder mig med håb.

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][et_pb_row][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_image _builder_version=”3.0.91″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/02/PlayThinkTank-0327-2.jpg” show_in_lightbox=”on” url_new_window=”off” use_overlay=”off” always_center_on_mobile=”on” force_fullwidth=”off” show_bottom_space=”on” /][/et_pb_column][et_pb_column type=”1_2″][et_pb_image _builder_version=”3.0.91″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/02/PlayThinkTank-0329-2.jpg” show_in_lightbox=”on” url_new_window=”off” use_overlay=”off” always_center_on_mobile=”on” force_fullwidth=”off” show_bottom_space=”on” /][/et_pb_column][/et_pb_row][et_pb_row][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text _builder_version=”3.0.91″ background_layout=”light”]

Næste skridt

Legen fortsætter selvfølgelig; ja, faktisk er den jo kun lige begyndt, og jeg kan helt ærligt ikke vente med at tage de næste skridt på det her eventyr.

Vi har etableret tænketanken som et netværk mellem alle de skønne, dygtige mennesker, der på tværs af samfundet arbejder med leg på vidt forskellige måder. Det kommer altså til at være en “distribueret” tænketank, der især udvikler sig gennem medlemmernes daglige arbejde. Det er ikke så meget et pragmatisk-praktisk hensyn, som det er en erkendelse af, at det jo *netop* er det arbejde, der foregår decentralt, her, der og alle vegne, der for alvor betyder og flytter noget. Forskellen er, at vi i højere grad nu kan knytte de mange indsatser tættere sammen, så vi kan lære af hinanden, styrke bevidstheden om alt det, der spirer og gror, og at vi dermed samlet set bliver klogere, kommer længere og får flere med.

Vi har aftalt at holde fire årlige møder i selve tænketanken, og mellem disse møder vil små arbejdsgrupper arbejdere videre med dels planlægning af møder og nye aktiviteter, dels udvikling af tænketanken, herunder fx skrive på et “charter” m.m.

Der er allerede en række idéer til mere eller mindre konkrete tiltag og aktiviteter:

• Kalender med relevante legeaktiviteter samt “legemail” med opdateringer
• Netværk & matchmaking for nye legekammerater (inkl. CV-bank)
• Debat- & samtalearrangementer
• Kreative legeaktiviteter
• Artikler, kommentarer, rapporter osv.

En del er stadig ikke på plads, og der dukker helt sikkert meget mere op undervejs, for vi er jo ret åbne og siger ja til meget. Det centrale er sådan set også bare, at vi forfølger vores grundlæggende ambition om at skabe bedre vilkår for at legen kan trives, og at flere får mulighed for at gøre leg til livspraksis.

Vi arbejder stadig på at gøre “legealliancen” endnu stærkere, og vil meget gerne høre fra mulige nye legekammerater, der deler vores ønske om mere leg gennem livet.

[/et_pb_text][et_pb_image _builder_version=”3.0.91″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2018/02/PlayThinkTank-4012-2.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” always_center_on_mobile=”on” force_fullwidth=”off” show_bottom_space=”on” /][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section bb_built=”1″][et_pb_row][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Intro + Lotte” _builder_version=”3.0.91″ background_layout=”light”]

Hvordan skaber man rum til leg i en verden, hvor legen ofte bliver trængt?

 

Det spørgsmål stillede vi sammen med legeforskerne Helle Marie Skovbjerg og Ann Charlotte Thorsted på arrangementet “Skab Rum til Leg”, der foregik d. 6/12 i Lottes “Play Lab” på Aalborg Universitet.

Jeg fik indledningsvist nævnt, at jeg er overbevist om, at legende mennesker er bedre klædt på til at leve gode, meningsfulde liv i en kompleks, kaotisk verden. For mig er formålet med legen (i det omfang der er sådan et uden for legen) at blive mere legende. Det er jo min mest grundlæggende motivation for at bruge så meget tid på noget, så mange er tilbøjelige til at ignorere. Det styrker selvfølgelig også min begejstring for legen, at leg gør os gladere, hvad jeg da bestemt ikke synes man skal undervurdere.

Ann Charlotte lagde ud med at tale om sin forskning i “legefællesskaber”, hvor jeg blandt andet bed mærke i hendes begreb om “leg som en suveræn livsytring” (husk også Lottes bog “Den Legende Organisation: Når livet leger med os“):

"Leg som en særlig suveræn livsytring" – den vinkel kan jeg sgu godt li'. #mereleg pic.twitter.com/t1i0MhuTcD

— Mathias Poulsen (@mathiaspoulsen) December 6, 2017

Lotte pegende også på diskussionen om magt og magtspil, der får en ny betydning i legen, hvor “ingen gider lege med nogen, der tror de er mere end andre”.

"der er ingen der gider lege med nogen, der hele tiden tror de er mere end andre" – Ann Charlotte Thorsted om leg & magt #mereleg pic.twitter.com/d1BakEYXyB

— Mathias Poulsen (@mathiaspoulsen) December 6, 2017

Lotte sluttede af med at citere Peter A.G.:

[/et_pb_text][et_pb_image _builder_version=”3.0.91″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2017/12/PlayLab-2388-Large.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” always_center_on_mobile=”on” force_fullwidth=”off” show_bottom_space=”on” /][et_pb_text admin_label=”Helle” _builder_version=”3.0.91″ background_layout=”light”]

Helle valgte at fokusere på “legestemninger”, som meget af hendes arbejde har kredset om (se fx bøgerne “Om Leg” og “Perspektiver på Leg“).

"mit første spørgsmål helt i starten det var "hvad er et menneske" & det kan jeg bedre forstå ved at undersøge legen" – @helleskovbjerg #mereleg pic.twitter.com/M0ossfZjGP

— Mathias Poulsen (@mathiaspoulsen) December 6, 2017

Hun sluttede af med at tale om “legemod” og håb. Når vi leger, bliver vi modige nok til at håbe, at den anden vil lege med os, og gå åbent ind i legen:

"stemning er fundamentalt knyttet til åbenhed & håb om noget" – håb er @helleskovbjerg's nye ord 😀 #mereleg pic.twitter.com/wSBOEuojTX

— Mathias Poulsen (@mathiaspoulsen) December 6, 2017

Deltagerne viste sig allerede her at være umådeligt nysgerrige og villige til at gå ind i svære spørgsmål om leg uden at lede efter et entydigt svar.

[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”Play Jam” _builder_version=”3.0.91″ background_layout=”light”]

Efter Lotte og Helles korte, spændende oplæg og deltagernes gode spørgsmål var tiden kommet til vores “play jam”, et laboratorium for udvikling af legeaktiviteter (se min præsentation her), hvor opgaven lød: design en ny leg på 45 minutter med de tilgængelige materialer.

Jeg har eksperimenteret med den her simple “metode” en del gange efterhånden (se fx mine erfaringer fra Philadelphia), og bliver næsten altid positivt overrasket. Jeg synes det er spændende at se processen som en slags “kreativ myndiggørelse”, hvor mange af de sædvanlige barrierer og hæmninger falder bort. De fleste af os er nok tilbøjelige til at nedtone vores egen kreativitet, men ofte trænger vi bare til et “wake-up call”, der minder os om, at vi, selvfølgelig, har meget at byde på. Ligesom med andre former for leg, så hjælper det ofte at have nogle materialer til rådighed, der kan sætte gang i legen: sæbebobler, balloner, kridt, bolde, elastikker, klemmer, papir, udklædning, ja, næsten hvad som helst kan bruges.

 

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Født i et stog” _builder_version=”3.0.91″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2017/12/PlayLab-2523-Large.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” always_center_on_mobile=”on” force_fullwidth=”off” show_bottom_space=”on” /][et_pb_text admin_label=”Play Jam 2″ _builder_version=”3.0.91″ background_layout=”light”]

Jeg skal lige love for, at folk slap fantasien løs, og gav både sig selv og hinanden lov til at omfavne det fjollede, skæve og helt uforudsigelige. Det var simpelthen så skønt at se, hvordan alle bare kastede sig ud i det, gik på opdagelse i materialerne, og straks begyndte at udvikle idéer.

Det mest afgørende er egentlig ikke de lege, der kommer ud af et play jam, men derimod processen, stemningen og fornemmelsen af, at her kan meget ske. Det betyder dog ikke, at legene ikke også kan være både medrivende og interessante. Syv lege blev det til, som med stor entusiasme blev præsenteret og afprøvet: “Diktatorlegen”, “Spille-ballon-udklædningsleg”, “Er du født i et S-tog?”, “Det er jo det, som vi alle sammen kender!”, “Hinke-byg”, “Avoid the big five!” og “Vælt og fortæl”.

Det er ikke så ligetil at gengive alle disse lege, så lad mig nøjes med at sige, at det var afsindigt underholdende og lærerigt at overvære både tilblivelse og demonstration. Man får på ganske kort tid et dybt blik ind i legens natur, hvor meget kan lade sig gøre, mange idéer prøves af og der foregår en intens forhandling mellem deltagerne.

[/et_pb_text][et_pb_image _builder_version=”3.0.91″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2017/12/PlayLab-2407-Large.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” always_center_on_mobile=”on” force_fullwidth=”off” show_bottom_space=”on” /][et_pb_text _builder_version=”3.0.91″ background_layout=”light”]

”Legen som stemningspraksis tænker en stærk forbindelse mellem det vi gør i legen, og den stemning som vi oplever. På playjam organiserede vi præcist dette forhold ved at sætte os selv i gang med at lege, gennem inspiration, åbenhed og villighed. Da vi legede oplevede vi erfaringer med stemningerne, som vi kunne dele med hinanden, og det var interessant, at vi efterfølgende kunne dele de oplevelser gennem det sprog for leg, som Ann-Charlotte og jeg havde præsenteret indledningsvist” – Helle Marie Skovbjerg

Det var en fænomenal dag med virkelig god legestemning, fabelagtig energi og en fælles insisteren på, at leg er vigtigere end de fleste går og tror. Lotte, Helle og jeg var da også helt enige om, at vi skal lege meget mere sammen, og vi har allerede den næste legeaftale i kalenderen, så sæt et stort kryds d. 6/3-2018!

Hvordan kan du skabe mere rum til leg i din hverdag?

[/et_pb_text][et_pb_image _builder_version=”3.0.91″ src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2017/12/PlayLab-2372-Large.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” always_center_on_mobile=”on” force_fullwidth=”off” show_bottom_space=”on” /][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section admin_label=”section”][et_pb_row admin_label=”row”][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Årets CounterPlay festival er nu lidt på afstand, men vi er stadig opløftede og fyldt med energi. Tænk sig, at man kan få legende mennesker fra hele verden til at komme til Aarhus, dele erfaringer, åbne op, sætte sig selv på spil og bare lege med hinanden. Paraderne falder bort, humøret ryger i vejret, og vi kommer forbavsende langt sammen på kort tid. Det lykkes at overskride alle de sædvanlige barrierer – fordi vi leger sammen.

Counterplay has the unique ability to create a safe atmosphere immediately and has the right balance between theory and practice. I am a fan for life!

Festivalen er en vild, kaotisk og mangfoldig oplevelse, der nok kan virke overvældende og måske lidt skræmmende. Vi lader festivalen spejle sig i legen, hvor meget kan lade sig gøre, hvor der ikke altid er styr på alting, og hvor man ikke nødvendigvis ved hvor man ender. Vi betragter mest af alt festivalen som en hyldest til legen, en kærlighedserklæring til den legende tilgang til livet. Den er også et laboratorium, hvor vi, i en god legestemning, undersøger hvad det egentlig er, legen kan.Vi vil skabe et univers, hvor det er legens principper, der definerer hvordan vi er sammen. Hvilke muligheder får vi, hvis vi er mere legende, når vi lærer, arbejder og lever? Hvorfor vokser åbenheden, nysgerrigheden, venligheden, fantasien, kreativiteten, modet, respekten, forståelsen, energien, begejstringen og hvad betyder det?

Counterplay ’17 was unlike any conference I’ve ever been to; exciting, interactive, full of interesting ideas and people and above all playful. It demonstrated that we can do things differently!

[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Nu har vi afholdt festivalen fire gange, og vi er kommet langt. Vi har lavet et unikt og anerkendt legefællesskab, der kan noget særligt, og den udvikling vil vi fortsætte – så længe nogen vil lege med. Vi er dog ikke blinde for, at en festival som denne også har en række begrænsninger: den er stærkt afgrænset i tid og rum, udelukker mange (bl.a. pga. sprog, ambitionsniveau m.m.), og kan ikke i sig selv understøtte (men måske igangsætte) større forandringer.

Det har aldrig været meningen, at CounterPlay “bare” skulle være en festival, men derimod en katalysator for mere leg. Vi tror inderligt på, at vi kan bringe nogle festivalens principper, oplevelser og stemninger i spil i andre dele af samfundet. Festivalen er bare én mulig ramme om leg, én legeplads blandt mange.

Derfor var det umådeligt opløftende at erfare, at flere end nogensinde efterspørger mere leg. Mange deltagere efterlyste aktiviteter i løbet af året, fra ganske enkelt at mødes til debatter, workshops, flere udgivelser, podcasts og meget mere. Vi har overvejet og drøftet med flere at etablere en national legetænketank, og jeg kunne godt tænke mig at lave et aktivistisk projekt omkring legekultur – lige dele formidling (udgivelser, podcast, video m.m.) og interventioner.

Vi er som udgangspunkt åbne for alt, der kan give legen bedre vilkår. Leg gør vores liv og samfund bedre, og behovet synes at være større end nogensinde.

Vil du lege med?

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2017/04/NS3A0790.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid” /][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section admin_label=”section”][et_pb_row admin_label=”row”][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Lad os tale lidt om dannelse.

På den ene side virker det som om dannelse har fået en renæssance, hvor begrebet dukker op i alle mulige sammenhænge. Mange taler om dannelse, og det er som udgangspunkt glædeligt, for dannelse er på flere måder en forudsætning for gode liv i stærke fællesskaber.

På den anden side frygter jeg, at det i et vist omfang blot er en overfladisk interesse; noget man siger, fordi det lyder godt, og giver indtryk af at det man taler om har dybe rødder. Det minder i den forstand ikke så lidt om den lige så udbredte begejstring for leg. Det er nok snarere reglen end undtagelsen at både leg og dannelse opfattes som et middel til noget andet eller som noget meget konkret, der måske reelt set snarere er færdigheder og kompetencer (tag nu bare diskussionen om “digital dannelse” eller den gamle sang om “leg og læring”).

Dannelse er ikke og kan ikke være en tjekliste, eller noget vi kan styre, forudsige og måle på linje med andre læringsmål. Det er ikke noget, der kun foregår når vi er under uddannelse, og absolut ikke kun for børn. Det er en livslang proces, der former og formes af livet i en fortsat vekselvirkning. Ingen er nogensinde “dannet” i endegyldig forstand. Det er ganske vist populært at være mere optaget af destinationen end vejen derhen, men dannelse er nu engang mere proces end mål, mere det at blive til nogen end blive til noget. Nu er jeg jo ikke specielt velbevandret udi dannelsens idéhistorie, langt fra, men her er nogle brudstykker fra mit syn på dannelse:

Det (ufærdige) dannede menneske er altid under forandring, og accepterer dette som et grundvilkår. Man må derfor bevare en åbenhed overfor verden, holde nysgerrigheden i live, og opdyrke evnen og modet til at tvivle: på sig selv og på det, man møder. Et dannet menneske er kritisk, tør modsætte sig det etablerede, og stiller spørgsmål, men er også indstillet på at lytte og skabe ny mening i samspil med andre. Ofte vil et dannet menneske også være et vidende menneske som konsekvens af nysgerrigheden, men dannelse er ikke det at vide noget i sig selv, snarere det at ville vide. Dannelse er at forholde sig etisk og moralsk reflekteret til sin egen rolle i fællesskaberne, at undersøge hvad det vil sige at være menneske, og hvordan man former livet og sine omgivelser med respekt og forståelse for andre. Fordi dannelsen udspringer af det fundamentalt menneskelige, udvider den hele tiden vores forståelse af, hvordan mennesker kan se ud, tænke og leve, også når de ikke ligner os selv.

Det er blot en skitse, men her er mange fællestræk med legen, så lad os se på nogle af dem.

Den amerikanske sociolog og legeforsker Thomas S. Henricks har i bogen med den sigende titel “Play and the Human Condition” undersøgt netop relationen mellem legen og det menneskelige:

“How do we discover who we are? How do we determine the character of the world in which we live? And how do we decide what we can do in a world so configured? Such questions, each connected to our lifelong quest for self-realization, are central to this book. Its thesis is that we learn about ourselves and the world— and about the intersection of these two realms— through acts of play”

Disse perspektiver går igen hos mange legeforskere, som her hos Miguel Sicart i “Play Matters“:

“To play is to be in the world. Playing is a form of understanding what surrounds us and who we are, and a way of engaging with others. Play is a mode of being human.”

Det er jo et helt centralt dannelsesspørgsmål: hvad vil det sige at være menneske? Hvordan skal vi forstå verden? Og hvordan skal vi leve i den?

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/10/IMG_2494-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Vi forstår verden ved at deltage i den, og netop deltagelse er et fundamentalt træk ved legen: når vi leger, så er vi aktive deltagere:

“play events capitalize on people’s capacities for creativity, or externalization. Nothing exists— at least, nothing that is playful in character— until the participants decide to invest the moment with this quality. When they withdraw that energy and enthusiasm, the moment dies. Play makes people aware of their capacities for social agency.” (Hendricks, 2015) (my emphasis)

Når vi taler om deltagelse, så taler vi uundgåeligt også om magt (se også dette indlæg), for hvis ikke deltagerne har magt, ““participation simply stops being participation” (Carpentier, 2011). Leg kræver en omfordeling af magten, så alle har indflydelse på legens udformning og udvikling, og ingen bestemmer det hele. Dermed skaber legen et rum, hvor vi kan udfordre reglerne, overskride forventningerne og skabe nye erkendelser. Vi er aktive deltagere i legen, og dermed også i den verden, hvor legen foregår. Leg rummer derfor også et stort og ofte overset demokratisk potentiale.

Leg er ikke altid, men ofte en social aktivitet. Når vi leger sammen er vi nødt til at respektere hinanden, og vi indgår i gensidige forhandlinger af legens roller, regler og formål. Det kræver en veludviklet empatisk sans at være en god legekammerat, men man kan netop også afprøve andre roller og identiteter for at se, hvad der fungerer. Legen rummer et “continuation desire” (Brown, 2009): legen vil fortsætte så længe som muligt. I legen søger vi ikke en ligevægtstilstand, men derimod dynamikken, der holder liv i legen. Vi omfavner det paradoksale og tilsyneladende modsætningsfyldte som legens drivkraft. At lege med andre gør det nemmere at “fastholde legestemningerne i længere tid, end hvis man leger alene” (Skovbjerg Karoff, 2013), netop fordi flere “legere” gør situationen mere uforudsigelig og flertydig:

“I legens stemninger er man særligt åben over for, hvad der skal ske, hvad der kan ske, og man er indstillet på og håber på andres åbenhed […] I legens stemninger må man sige ja til meget, og man er indstillet på, at meget kan lade sig gøre. Den fordring gælder både en selv og andre i legen stemning” (Skovbjerg, 2016).

Eller med andre ord: en leg er kun rigtig god, hvis man er nærværende, sætter sig selv på spil, hvis man lytter og respekterer de andre, hvis man tager hensyn, og hvis man finder en måde at være sammen på, som giver alle en god oplevelse. Lidt lige som så mange andre aspekter af livet, kan man tilføje.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/09/IMG_1192-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Det er selvfølgelig en meget overfladisk gennemgang af både leg og dannelse, men forhåbentlig er det tydeligt, at de to fænomener hænger tæt sammen, og begge er direkte koblet til det mest basalt menneskelige.

Jeg vil derfor ganske enkelt foreslå, at vi i højere grad betragter “det legende menneske” som et aktuelt dannelsesideal.

Vent lige et øjeblik.

Ovenfor har jeg talt om leg som aktivitet, og nu taler jeg om “det legende” (på engelsk: “playfulness”), som er noget andet:

“Playfulness is a physical, psychological, and emotional attitude toward things, people, and situations. It is a way of engaging with the world derived from our capacity to play but lacking some of the characteristics of play” (Sicart, 2014)

Det er netop “det legende” som en attitude, et mindset og en tilgang til livet og verden, der har min største opmærksomhed. Jeg er overbevist om, at legende mennesker er godt rustet til at leve gode liv og være aktive medborgere i en kompleks og kaotisk verden. Det helt afgørende er, at “det legende menneske” ikke bliver til en destination eller et slutmål, men en tilgang til livet, en måde at være til på. Det legende menneske er ikke et “afkast” af snævert målstyrede læringsprocesser, det kan ikke kontrolleres, men er resultatet af et levet liv i al dets uoverskuelige kompleksitet:

“It’s wrong to think of playing as the interruption of ordinary life. Consider instead playing as the underlying, always-there continuum of experience” (Richard Schechner)

Hvis det legende menneske således også er et dannet menneske, så er spørgsmålet selvfølgelig, hvordan man bliver legende?

Jeg tror (et dannet menneske er som nævnt også et tvivlende menneske) at legen som aktivitet kan skabe rum, hvor vi, alene og i fællesskab, kan udforske, hvad det vil sige at være legende. Når vi leger, øver vi os i at være legende, og vi minder os selv om, at den måde at være til på også kan finde sted uden for legen. Det er, som en sidebemærkning, det rum vi forsøger at skabe med CounterPlay festivalen:

“What inspired me most was the camaraderie, the ease of conversation and exchange as if we had all known each other for decades, the lack of pretension anywhere”

Leg (eller, mere præcist, “play”) er blevet beskrevet som “free movement within a more rigid structure” (Salen & Zimmerman, 2003), og det er godt at huske på. Vil man legen, så skal man give den plads og rum til at udfolde sig. Her ligger den måske største udfordring i dag: vi frygter friheden, det ukontrollerede og uforudsigelige så meget, at vi hele tiden prøver at udgrænse det. Det er imidlertid legens brændstof, og dermed præcis den udfordring, vi skal tage fat på, hvis vi vil realisere leg som dannelsesideal.

Lad mig slutte med et citat fra legeforsker Helle Marie Skovbjergs bog, “Perspektiver på leg” som en fælles opdfordring til, med Helles ord, at tage legen alvorligt:

“Vi skal støtte legen ved at skabe plads til, at legen kan foregå mange steder, på mange tidspunkter, og det vil sige ved at omfavne de lege og legesituationer, som vi oplever virker – for deltagerne. At tage legen alvorligt vil præcis sige, at deltagernes meningsproduktion tillægges en værdi, betragtes som noget, der er centralt for det liv, som de lever. Her fortæller de, hvem de er, og kommer med bud på, hvad det vil sige at være et menneske. At tage legen alvorligt er at tage alt det menneskelige alvorligt.”

[/et_pb_text][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

[su_box title=”Lad os snakke sammen!” box_color=”#014341″ title_color=”#ffffff” radius=”5″]Hvad tænker du “det legende menneske” som dannelsesideal? Lad mig høre fra dig i kommentarfeltet herunder![/su_box]

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

[et_pb_section admin_label=”section”][et_pb_row admin_label=”row”][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Over hele verden er biblioteker i gang med en uhyre spændende proces, hvor de redefinerer og genopfinder sig selv. Anledningen er selvfølgelig især, at størstedelen af de materialer, som biblioteker typisk har været bygget op omkring, nu digitaliseres. Derfor har vi altså i mindre grad brug for biblioteket som et sted, der udlåner fysiske medier som bøger, musik, film, spil osv. Det betyder, at bibliotekernes samfundsmæssige relevans, mål og formål må genforhandles, hvilket i sig selv er en god og sund opgave for enhver organisation.

I mine øjne er biblioteker vigtigere end nogensinde, men kun i det omfang de formår at forblive aktive medskabere og -udviklere af et åbent, demokratisk samfund, hvor der er fri og lige adgang til viden, kunst og kultur.

Hvis vi holder fast i, at folkebibliotekernes formål er at “ at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet” (jf. biblioteksloven), så bliver spørgsmålet, hvordan vi kan gøre det, når svaret ikke længere (kun) er at udlåne og gøre materialer tilgængelige.

Det er her, jeg vil argumentere for, at leg i langt højere grad bør indgå i og forme fremtidens biblioteker (og samfund i det hele taget).

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/08/IMG_2701-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Når jeg siger “leg”, så taler jeg om to ting på samme tid: leg som aktivitet og leg som sindstilstand eller mentalt “repertoire”, og begge dele handler altid om mennesker snarere end fx teknologi og medier. Det er min oplevelse, at de fleste primært eller udelukkende tænker på det første, altså leg som noget vi (eller måske især børn) gør. Mens det formentlig er mindre udbredt, så er det endnu vigtigere også at forstå leg som en sindstilstand, en tilgang til verden og livet og en særlig måde at være menneske på:

“Playfulness is a physical, psychological, and emotional attitude toward things, people, and situations. It is a way of engaging with the world derived from our capacity to play but lacking some of the characteristics of play. Intuitively, we can feel the difference between play and playfulness” (Miguel Sicart: Play Matters)

Jeg tror de to hænger sammen på den måde, at man kan øve sig i at blive mere legende ved at lege. Altså, hvis vi husker at lege, så kan vi udvikle evnen til også at være legende, når vi ikke leger.

Den her skelnen betyder også, at man kan arbejde med leg på biblioteket på to forskellige måder, nemlig som en aktivitet i biblioteksrummet og som en integreret del af kulturen; som en særlig måde at være bibliotek på.

Når mange biblioteker, nationalt og internationalt, allerede har omfavnet legen og givet den en central placering i dagligdagen, så tror jeg især det er i form af aktiviteter, der har karakter af leg. Der er mange biblioteker, hvor man må lege, men er der mange legende biblioteker, hvor legen er en del af kulturen, organisationen, identiteten og selvopfattelsen?

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/10/IMG_2494-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Mens vi overvejer svarene, så er der naturligvis flere andre spørgsmål, der trænger sig på:

Hvorfor er det vigtigt? Hvad er det legen kan?

Her er jeg allerede på kant med et, for mig, uomgængeligt princip: legen må ikke først og fremmest opfattes som instrument for noget andet. Jeg kæmper ikke for legen, fordi legen kan noget specifikt, eller fordi den er en genvej til (målbare) resultater (fx læringsmål). Alligevel er det selvfølgelig væsentligt og legitimt at undersøge, hvad der sker når vi leger. Hvis vi skal gøre en indsats for legen, så skal vi overveje hvorfor (hvorfor er i det hele taget et underprioriteret spørgsmål, fordi det er svært, og i modsætning til hvordan ikke springer direkte til løsningerne).

I legen er vi åbne, siger oftere ja end nej, og vi er villige til at bevæge os ud i det ukendte uden at vide hvor vi ender. Det er vigtigere at få legen til at fungere, end det er at nå et bestemt resultat. I leg er der ikke noget, der er “nødvendigt” eller bestemt på forhånd. Tværtimod accepterer man, ja, nærmest forventer, at blive overrasket. Det er de helt rigtige vilkår for, at vi sætter fantasien fri, og undersøger hvordan verden også kunne se ud. Dermed er legen også nærmest en forudsætning for at kreativiteten kan udfolde sig, og for at vi kan lære at gå nye veje og skabe nye idéer, produkter og løsninger på vanskelige problemer.

Når vi leger, så bliver vi aktive deltagere. Leg udfolder sig i en forhandlingsproces, hvor alle “legere” er involverede, og har mulighed for at forme legen. Man kan deltage på mange måder, men det medfører altid en omfordeling af magt, hvor der følger reel indflydelse med deltagelsen. Hverken et diktatur eller en stramt styret, hierarkisk organisation levner meget plads til leg, netop fordi legende mennesker tør sætte sig selv på spil, stille kritiske spørgsmål og potentielt kan udfordre de bestående regler og strukturer.

Legen rummer ofte (men ikke altid) en social dimension, hvor vi måske blot nyder hinandens selskab, eller hvor vi måske øver os i at være sammen på andre måder. Skal legen leve, må vi forstå og respektere de andre, men man må gerne udfordre og skubbe til grænser. Legen er også et rum, hvor vi kan eksperimentere med vores identitet, roller og relationer. Når vi leger med andre, kan vi effektivt overskride mange af de barrierer, der normalt skiller os ad, for vi bliver mere nærværende, optaget af øjeblikket og med en fælles interesse i at få legen til at fungere.

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2013/03/IMG_1966-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][et_pb_text admin_label=”Text” background_layout=”light” text_orientation=”left” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”]

Jeg tror, at det legende menneske har meget til fælles med den globale medborger, der formår at leve med relationer til, forståelse for og i dialog det lokale og det globale på samme tid. At gå på opdagelse i verden, nært og fjernt, er ikke skræmmende, lige så lidt som det fremmede menneske er det. Det er nogle af disse forståelser, der ligger til grund for min helt overordnede antagelse om, at legende mennesker og organisationer er bedre rustet til at agere, træffe beslutninger og skabe gode liv i en kompleks, globaliseret verden. 

Tilfældigvis er der allerede mange paralleller mellem leg og biblioteker:

Både leg og biblioteker handler mere end noget andet om mennesker. Leg kan antage mange former; biblioteket kan bruges på mange måder. Leg er for alle; biblioteker er for alle. Leg gør verden større; biblioteker udvider vores horisont. Leg forstærker vores nysgerrighed; biblioteker stimulerer vores lyst til vide og lære mere. Leg er laboratorier for social interaktion; biblioteker gør det muligt at møde mennesker på tværs af samfundet. Leg gør os til deltagere i legen og livet; biblioteker hjælper os til at blive aktive samfundsborgere.

Måske kan denne, ganske overfladiske, skitsering af nogle af legens karakteristika være udgangspunktet for udviklingen af et ideal for “det legende bibliotek”?

[/et_pb_text][et_pb_image admin_label=”Image” src=”http://www.counterplay.org/wp-content/uploads/2016/06/IMG_1749-Medium.jpg” show_in_lightbox=”off” url_new_window=”off” use_overlay=”off” animation=”left” sticky=”off” align=”left” force_fullwidth=”off” always_center_on_mobile=”on” use_border_color=”off” border_color=”#ffffff” border_style=”solid”] [/et_pb_image][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]